Aalborg Håndbold snupper TTH Holstebros målmand

Håndboldmålmanden Simon Gade skifter til sommer til Aalborg Håndbold på en treårig kontrakt.

Simon Gade skifter fra TTH til Aalborg (arkivbillede).
Simon Gade skifter fra TTH til Aalborg (arkivbillede).
Foto: Morten Stricker / Ritzau Scanpix

Aalborg Håndbold har skrevet en treårig kontrakt med målmand Simon Gade.

Den 22-årige målmand skifter fra TTH Holstebro til Aalborg, når indeværende sæson er forbi, skriver Aalborg i en pressemeddelelse.

- Jeg glæder mig virkelig meget til at tørne ud for Aalborg Håndbold og ser skiftet som det helt rigtige skridt for mig. Jeg ønsker at fortsætte min udvikling og føler mig overbevist om, at jeg kan løfte mit spil endnu et niveau.

- Desuden glæder jeg mig til at spille i Jutlander Bank Arena foran det store nordjyske håndboldpublikum og vil gøre alt for at vinde flere titler til klubben, siger målmanden i pressemeddelelsen.

Aalborg Håndbold, der ligger nummer et i Primo Tours Ligaen, meddelte i oktober, at klubben har solgt Kristian Sæverås, som skifter til den tyske klub SC DHfK Leipzig efter sæsonen.

Aalborg råder også over målmand Mikael Aggefors fra Sverige. Han får nu konkurrence af en målmand, som Aalborg-direktør Jan Larsen har store forventninger til.

- Simon er et af de allerstørste målmandstalenter i Danmark, og vi er spændte på at arbejde med ham de kommende år.

- Han har allerede nu vist et højt topniveau, og han har fortsat potentialet til at udvikle sig yderligere. Sammen med Mikael Aggefors kommer han til at fuldende en slagkraftig duo i målet, siger direktøren.

/ritzau/