80 tons flydende jern kunne have startet stor brand i Holstebro

Brandvæsenet mødte talstærkt op, da der var risiko for en stor brand på jernstøberiet Valdemar Birn i Holstebro.

Brandvæsenet var hurtigt fremme ved jernstøberiet Valdemar Birn i Holstebro.
Brandvæsenet var hurtigt fremme ved jernstøberiet Valdemar Birn i Holstebro.
Foto: Kristian Andersen, TV MIDTVEST

Brandvæsenet i Holstebro fik onsdag aften travlt, da de skulle rykke ud til jernstøberiet Valdemar Birn i Holstebro.

Meldingen lød på, at der var gået hul på en beholder med 80 tons flydende jern.

- Der var fare for, at det flydende jern kunne ryge ud på en gang, og så ville der være risiko for en voldsom brandspredning, siger indsatsleder ved Nordvestjyllands Brandvæsen, Morten Würtz Gräs.

Målet for brandvæsenet var at få tømt det varme jern ud af beholderen så hurtigt som muligt, så det ikke løb ud ukontrolleret, og efterfølgende få det kølet ned.

- Vi havde lidt travlt med at få en masse vand på for at få det kølet, men nu er der ro på, siger indsatslederen.

Mødte talstærkt op

Da brandvæsenet fik meldingen, tog indsatslederen et valg om at få mange brandfolk og meget materiel ud til jernstøberiet.

- Det vi gør i sådan en situation er, at vi skalerer op, til vi har kontrol. Der var en risiko for, at det ville blive nødvendigt. Og så vælger jeg fra start at skalere op, så vi har nok mandskab klar, til hvis det skulle ske. Vi vil hellere være på forkant i stedet for at skulle tilkalde ekstra mandskab senere, siger han.

Hvis det varme jern var kommet ukontrolleret ud af beholderen, kunne det have startet en stor brand på grund af strålevarmen fra det varme jern.

Teknisk opstartsfase, men styr på tingene

Der er nu kommet så meget styr på tingene, at det kun er jernstøberiets egne folk, der arbejder på sagen.

Det skyldes, at brandfolkene hurtigt fik styr på det, der ellers var en teknisk svær opstartsfase.

Da jernet startede med at løbe var der 80 tons i beholderen. Det tal er klokken 21.30 nede på 40, oplyser indsatslederen.