70-årige Marie blev vaccineret for første gang: - Det er på grund af corona

Torsdag eftermiddag var der lang kø til at blive stukket med en influenzavaccine. Bekymringen for coronavirus øger tilslutningen til vaccinationen.

For første gang har Marie Nielsen ladet sig vaccinere mod influenza. Hun frygter, at hendes ellers gode immunforsvar ikke kan håndtere både influenza og corona. Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Den 1. oktober blev det gratis for ældre, der er fyldt 65 år, kronisk syge, førtidspensionister, svært overvægtige, gravide og andre i udsatte grupper at få en gratis influenzavaccination, og det var noget, der trak folk til lægen og apotekerne.

Jeg har været inde og spørge, om jeg kunne blive vaccineret, og der var to timers ventetid. Så vendte jeg om og gik ud.

Aase Morell, pensionist fra Holstebro

Blandt andet Marie Nielsen fra Nykøbing Mors, der ikke plejer at blive vaccineret for influenza. Men i år tog hun ingen chancer.

- Det er nok på grund af det corona her, fordi jeg er ikke blevet vaccineret før - så det er nok derfor, jeg bliver det i år. Jeg blevet 70, så nu synes jeg, at jeg skal vaccineres, siger Marie Nielsen torsdag til TV MIDTVEST.

Sundhedsstyrelsen anbefaler, at man får vaccinen, da et tilfælde af influenza kan svække immunforsvaret og dermed skærpe risikoen for at få covid-19. 

- Jeg plejer at sige; nej jeg bliver ikke syg, og jeg plejer heller ikke at få influenza, men det er på grund af corona, at vi er kommet til at snakke om, at vi nok hellere må blive vaccineret, fortæller den 70-årige morsingbo, der tog anbefalingen til sig.

Lang kø til et stik

Men Marie Nielsen var langt fra den eneste, der valgte at gøre brug af Sundhedsstyrrelsens anbefaling. Mange steder i regionen var der lang kø til at få et stik mod influenza.

Læs også Mogens Jensen: Over en million mink skal aflives

- Jeg har været inde og spørge, om jeg kunne blive vaccineret, og der var to timers ventetid. Så vendte jeg om og gik ud. Det vil jeg ikke vente på, siger Aase Morell, der forsøgte at blive vaccineret hos Holstebro Løveapotek.

Ventetid var der hele torsdagen. Allerede da sygeplejersken, der skulle stå for dagens vaccinationer, åbnede dørene til apoteket i Holstebro, var der udsigt til en travl dag

- Folk stod her før tid, og der var lang kø her fra morgenstunden af. Jeg tror, at jeg har vaccineret 110 nu, sagde sygeplejerske fra Danske Lægers Vaccinations Service, Ulla Holøv torsdag eftermiddag.

Hos de praktiserende læger blev torsdagen også brugt på at stikke patienter med nåle.

- Vi oplever stor søgning fra vores patienter. Jeg tror, vi har en 25-30 stykker på vores liste denne eftermiddag, og man kan se på de bestillinger, der er i næste uger, at der vil være mange. Vi har også bestilt flere vacciner hjem til det, sagde lægen Michael Poulsen fra Lægeklinikken Brotorvet i Holstebro.

Hos Matas i Nykøbing kunne man sagtens se, at en hel del var blevet vaccineret. Foto: Sebastian Andreasen Rasch, TV MIDTVEST

Det er en god ide

Det er tilfredsstillende på Aarhus Universitetshospital, at mange personer vælger, at tage stikket med influenzavaccine. Coronavirussen og en influenza ligner nemlig hinanden, og det kan skabe problemer i et allerede presset sundhedsvæsen.

Men vaccinationen kan man fjerne tvivl hos mange personer.

- Det er en god ide at lade sig vaccinere mod influenza, hvis man er i risikogruppen. Man ikke kan skelne de symptomer, som coronaen giver, fra de symptomer, som influenzaen giver. Hvis der kommer meget influenza, vil det give et øget pres på testcentrene og et øget pres på hospitalsvæsenet, fortæller ledende overlæge i infektionssygdomme ved Aarhus Universitetshospital, Lars Østergaard.

Man kan få influenzavaccinen frem til midten af januar.

02:36

På grund af corona er interessen for at blive vaccineret mod influenza stor. Og større end den plejer.

Luk video