54-årig fængslet for vold og trusler mod offentligt ansatte

Den dømte mand har tidligere været straffet for lignende forhold, fortæller Morten Wibroe, der er anklagefuldmægtig hos Midt- og Vestjyllands Politi.

Retten i Holstebro.jpg
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

En 54-årig mand fra Holstebro er idømt fire måneders fængsel for vold og trusler mod to offentligt ansatte.

Det fortæller Morten Wibroe, der er anklagefuldmægtig hos Midt- og Vestjyllands Politi.

- Der er tale om en mand, der har været straffet for lignende forhold tidligere. Det har været til grund for straffens omfang, fortæller Morten Wibroe.

Sagen drejer sig om to voldsepisoder mod to offentligt ansatte, som fandt sted den 3. og 4. juli på Rusmiddelcenteret i Holstebro.

Episoderne omfatter et knytnæveslag i brystet og et kast af en blyant i ansigtet. De to ansatte har efterfølgende fortalt om både fysisk og psykisk skade efter angrebene og truslerne. De blev begge truet på livet.

Den 54-årige mand skal afsone de fire måneders fængsel, når Kriminalforsorgen indkalder ham. Det sker, når der er plads i fængslet til afsoning.