2.640 km. toiletpapir til spejderne

Det er en god forretning for mange lokale virksomheder, at knap 35.000 spejdere flytter til Holstebro. Jysk Kemi skal levere toiletpapir og andre ting til rengøring for op mod 500.000 kroner.

Toiletpapir-spejder.jpg

Holstebro ruster sig lige nu til en kamp om hundredvis af millioner kroner. Om to dage rykker der nemlig op mod 35.000 spejdere ind i byen. Det betyder, at de forretningsdrivende gør, hvad de kan, for at få en bid af kagen.

- Vi leverer alt inden for kemi og rengøring. Især håndsæbe og håndsprit til at holde hygiejnen i orden, men også rigtig mange ruller toiletpapir. Helt præcist 2.640 kilometer toiletpapir, fortæller John Thorsø, der er administrerende direktør for Jysk Kemi.

Normalt er ferietiden ellers en stille periode for Holstebro-virksomheden, men med en samlet ordre fra spejderne på mellem 300- og 500.000 kroner er direktøren glad for, at Spejdernes Lejr er i Holstebro:

- Det betyder rigtigt meget, for juli måned er normalt en måned med lav indtjening for os. Lejren betyder, at vi holder mere gang i forretningen, og det giver også en gejst blandt det personale, der går her i sommerperioden, fortæller John Thorsø.

Omsætning for millioner af kroner

I alt forventer Holstebro Kommune, at lejren vil skabe en øget omsætning på mindst 300 millioner kroner. Det har fået virksomheder fra Holstebros nabobyer til at komme til byen. Rehné Bank fra Idom har lavet en midlertidig restaurant i gågaden.

- Vi har ingen som helst anelse om, hvor meget vi får at lave; det kan komme fuldstændigt bag på os og overrumple os - eller det kan være, det bare bliver et par stykke. Det er spændende, men også skræmmende, fortæller Rehné Bank.

Holstebro Kommune har indtil nu brugt omkring 10 millioner kroner på branding, planlægning og events til Spejdernes Lejr.

Se hvilke arrangementer, der er i Holstebro i forbindelse med Spejdernes Lejr her.