26-årig varetægtsfængslet: Havde amfetamin, hash og pot i sit hjem

Stofferne var kun til eget forbrug, forklarede den unge mand. Det udsagn købte hverken anklager eller dommer dog.

amfetamin.jpg
Foto: arkivfoto

En ung mand blev tirsdag varetægtsfængslet i fire uger under et grundlovsforhør ved Retten i Holstebro.

Manden er sigtet for besiddelse af narkotika, som politiet mistænker ham for at ville sælge videre til andre.

Den 26-årige mand blev anholdt mandag eftermiddag i sit hjem i Erslev på Mors. Her fandt politiet 524 gram amfetamin, 381 gram hash og 11 gram pot gemt i en fryser.

Første gang i retten

I retten erkendte morsingboen, at stofferne var hans, men han afviste politiets påstand om, at det skulle sælges videre. Det var ifølge manden kun til hans eget forbrug. Han ville heller ikke fortælle, hvor han selv havde fået stofferne fra.

- Det tør jeg ikke fortælle, lød det fra den 26-årige, der ikke er kendt af politiet i forvejen.

Det var dermed også første gang, at han befandt sig i en retssal.

- Og det bliver med garanti allersidste gang, jeg sidder her.

Udover narko fandt politiet også 10.500 kroner i den unge mands hjem. Derudover beslaglagde de flere telefoner og andre ting.

Både kontanter og telefoner stammer ifølge manden selv fra, at han reparerer gamle telefoner, som han sælger videre.

Stoppede i søndags

Under grundlovsforhøret fortalte den sigtede, at han selv har brugt 4-5 gram amfetamin om dagen, men at han stoppede i søndags.

Retsformand Christian Schou valgte af hensyn til politiets videre efterforskning at varetægtsfængsle den 26-årige frem til den 22. oktober.

- Det er en ret stor mængde narkotika at have liggende, specielt når du siger, at du er holdt op, begrundede retsformanden blandt andet sin beslutning om at varetægtsfængsle.

Lang fængselsstraf i vente

Frem til næste retsmøde skal politiet blandt andet have undersøgt de ting, de fandt i mandens hjem, men eftersom manden har erkendt, at stofferne var hans, venter der efter al sandsynlighed en fængselsstraf uanset hvad efterforskningen viser.

Ifølge politiets anklager i sagen, Iben Ernst Bøttker, er straffen for sigtelserne 1,5 års fængsel.

- Praksis ligger ret fast, når man har omkring de her 500 gram amfetamin, så får man 1,5 års fængsel. Så kan det godt være, at han tjent lidt penge på det, men nu skal han så halvandet år i fængsel, siger anklageren, der altså ikke køber mandens forklaring om, at stofferne udelukkende var til eget forbrug.

Retten i Holstebro skal tage stilling til sagen den 22. oktober klokken 14.30.