21-årige Benjamin fik en god ide: Nu kan han blive chef for sin far

Benjamin Frederiksen bor stadig hjemme hos sine forældre, men når arbejdet kalder, er det ham der er chefen.

1:51
Benjamin Frederiksen fra Nr. Felding er 21 år og godt på vej til at tjene sin første million på en virksomhed, han startede i sin fars værksted.
Foto: Selma Bjørnestad Kvist Åstrøm, TV MIDTVEST

Når han vågner i sin seng i Nr. Felding, så er forældrene de første han møder om morgenen. Det er også dem 21-årig Benjamin Frederiksen spiser morgenmad med. Og aftensmad.

Men når morgen bliver til arbejdsdag, så er det sønnike, der bestemmer. 

Han er nemlig chef i egen virksomhed. Og både far og søn er begyndt at snakke om, at faderen skal ansættes.

- Det er rart at være to om det, især når der er travlt i nogle perioder. Og når der er nye ideer, er det rart at have en med en masse erfaring, man kan spørge til råds, siger Benjamin Frederiksen.

Benjamin Frederiksens far er møbelsnedker og arbejder for Tvis Køkkener. Han kunne godt se sig selv i sønnens virksomhed. I første omgang på halv tid.

Og at det er sønnen, der er chefen, er ikke et problem.

- Det har jeg det helt fint med. Det har jeg ikke noget imod. Jeg synes kun, det er spændende det her. Det er noget helt andet, end det jeg plejer at gøre, siger Rowin Frederiksen, der er far til chefen Benjamin.

Begyndte med tur til USA

Benjamin Frederiksen driver i dag virksomheden World In Wood. Han skærer alverdens kort ud i træ og sælger til dem, der vil købe. 

Det er der mange der vil. I år regner han med at nå en omsætning på en million kroner.

- Det går fint, som den lidt beskedne virksomhedsejer siger.

Ideen fik Benjamin Frederiksen, da han var 19 år og kom hjem fra studietur til USA med sin gymnasieklasse.

Egentlig ville han bare skære et kort over USA i træ, men det greb om sig og pludselig havde han lavet et kort over hele verden.

- Så stod jeg med et produkt, hvor jeg tænkte, at det kunne man da godt sælge, fortæller Benjamin Frederiksen.

Da idéen først var der, fik han cvr-nummer og efter lidt arbejde ved computeren, var der både hjemmeside, facebookside og en rigtig virksomhed.

- Og så ugen efter, var den første ordre der, siger den 21-årige virksomhedsejer fra Nr. Felding.

- Det er fedt, at være sin egen chef

Værkstedet, som Benjamin Frederiksen arbejder i, ligger klods op ad forældrenes hjem. Det er faderens værksted og her han er kommet det meste at livet.

Nu arbejder arbejder han fuld tid. På tre år har han sendt 500 træ-kort til kunder, der gerne vil have dem op på væggen. Især den seneste tid har været travlt. 

Det er derfor farmand nu er på vej til at blive ansat af sin søn.

- Jeg synes, det er helt fantastisk, hvad han har opnået. Det er mere en faderen kunne gøre. Jeg er stolt af ham, siger Rowin Frederiksen.

I en alder af 21 år er Benjamin Frederiksen godt i gang med at nå sine drømmes mål.

- Det er fedt at være sin egen chef. Der er ikke mere at spørge om. Det er det, jeg vil, siger Benjamin Fredriksen.

Når han har valgt at blive boende hjemme, så er det ikke kun fordi der er varm mand og rent tøj.

- Jeg vidste jeg ville være selvstændig, og så er det med at springe ud i det nu, mens jeg stadig har sikkerhedsnettet hjemme, siger Benjamin Fredriksen.

Nu er han klar til at udvide. Han drømmer om mange ansatte, men i første omgang er han ved at headhunte sin far til produktionen.

- Jeg har aldrig prøvet at ansætte nogle. Så når det er min far, er der plads til at lave fejl, fortæller den unge iværksætter og selvstændige.