17-årig tilstår at have startet brand ved stråtækt ejendom

Politiet har anholdt en 17-årig mand fra Holstebro efter en brand i en bil og ejendom ved Tvis.

Allerede i går aftes havde Midt- og Vestjyllands Politi mistanke om, at den voldsomme gårdbrand på Uglkærvej ved Tvis var påsat. Branden startede omkring klokken 23.15 i en parkeret varebil, men kort efter var der også ild i den stråtækte ejendom, som bilen var parkeret ved.

Søndag middag kunne politiet fortælle, at en 17-årig mand fra Holstebro under en afhøring i dag har tilstået at have forårsaget branden.

Mistænkelig adfærd

Den 17-årige blev anholdt, da han var tilstede ved den brændende bil og ejendom, da politiet og brandvæsenet kom frem til stedet. Men han kunne ikke redegøre for, hvorfor han var på stedet.

- Han har udvist mistænkelig adfærd og kunne ikke forklare, hvorfor han var på stedet, sagde vagtchefen hos Midt- og Vestjyllands Politi Henrik Nielsen tidligere i dag.

Han fortæller, at der også er noget, der tyder på, at der har været indbrud på stedet.

Den 17-årig bliver løsladt i løbet af søndag eftermiddag.

 

Se indslag: Klokken 23.15 brød bilen her i flammer, og sidenhen spredte den sig til det stråtækte hus ved siden af. Selvom brandmænd fra både Skive og Holstebro kæmpede for at slukke ilden, stod huset ikke til at redde.

Efterslukningen stadig i gang

Brandfolkene er stadig i gang med at efterslukke branden, og holdlederen forventer ikke, at de er færdig med arbejdet før sidst i eftermiddag.

- Det var en voldsom brand, og stråtag er rigtig svært at efterslukke, siger Thomas Jakobsen, der er holdleder for Nordvestjyllands Brandvæsen i Holstebro.


Læs flere artikler fra Holstebro eller i kategorien 112.