15 kilo tung gul kasse skræmmer larmefugl væk

Den avancerede robot kan blandt andet lyde som en rovfugl og derved skræmme rågerne væk.

2:24
Teamleder Martin Meisler Elmholdt-Svendsen med kommunens nyindkøbte Birdalert i baggrunden.
Foto: Poul Gerner / TV MIDTVEST

Fra trætoppene i anlægget i Holstebro sidder de skrigende, sorte råger og følger med, når holstebrogenserne lufter barnevognen eller løbeskoene. 

Men de tunge åndedræt på dagens fem kilometer behøver ikke længere at blive afbrudt af de opmærksomhedskrævende kragefugle. 

Som noget nyt er kommunen begyndt at skræmme de sorte fugle væk med lyde fra en særlig robot, man har indkøbt ved årsskiftet. 

- Rågen kan godt lide midtbyen, og den etablerer sig i større kolonier. Det forstyrrer folks nattesøvn og generelle trivsel, forklarer Martin Meisler Elmholdt-Svendsen, der er teamleder hos Teknik og Miljø i Holstebro Kommune, om baggrunden for investeringen.

0:12
Hør robotten i aktion. Den kan lyde som en råge, men også en musvåge eller en anden rovfugl, der skræmmer rågerne væk.
Foto: Poul Gerner, TV MIDTVEST

Kommunen har indkøbt robotten af mærket Birdalert fra den danske producent Wilddetect.

Via en mikrofon er robotten opmærksom på sine omgivelser og kan høre, når en flok råger har slået sig ned i anlægget og gør anlæg til at lægge æg. 

Hvis det er tilfældet, svarer den gule kasse igen ved at spille rågens eget skræmmeskrig for at skræmme den væk.

- Rågen er en meget intelligent fugl, der vænner sig til, at vi prøver at snyde den. 

- Dér er apparatet så intelligent, at det kan svarer igen med eksempelvis en musvåge eller en tårnfalk, der er en naturlig farefugl for rågen, forklarer Martin Meisler Elmholdt-Svendsen.

Kommunen har tidligere forsøgt sig med en mere primitiv rågerobot, men den valgte fuglene ifølge teamlederen at ignorere efter et døgns tid. 

- Vi kan se, at den (nye robot, red.) har været udløst 9-10 gange om dagen, men det har været nedadgående. Det tyder på, at rågerne ikke synes, det er interessant at blive i det område, hvor skræmmeren er sat op, forklarer han. 

Larme- eller nyttefugle?

Ifølge en undersøgelse fra Aarhus Universitet var der i 2018 omkring 85.000 ynglende rågepar i Danmark.

Men det er ikke nødvendigvis en god idé at forsøge at reducere antallet af kragefuglen. 

- Rågen er i virkeligheden en meget nyttig fugl, der er med til at holde skadedyre i græsplaner og boldbaner nede, forklarer Egon Østergaard, formand i Dansk Ornitologisk Forening (DOF), men henvisning til rågens diæt, der blandt andet består af orme, larver og insekter.

Der er skrappe regler for regulering og mulighederne for at regulere råger, fremgår det af oplysninger fra Naturstyrelsen

Reglerne dikterer blandt andet, at den gule larmekasse i anlægget kun må larme og skræmme råger væk mellem 15. januar til 15. marts. 

Men hos DOF mener man, at rågen er én del af bybilledet, der kun i særlige tilfælde bør reguleres. 

- Man skal glæde sig over fuglene i stedet for, siger Egon Østergaard, der understreger, at rågernes skrig er koncentreret om forårsmånederne.

På sigt er det planen, at kommunens Birdalert også skal bruges mod kommunens måger.