10-15 klager over spejderfest

Onsdag aften var det spejderledernes tur til at feste. Det betød 10-15 naboklager over larm.

spejderfest.jpg

6000 spejderledere holdt onsdag aften fest på Spejdernes Lejr. Aftenen bød på middag og koncert, og det sidste fik 10-15 naboer til at reagere.

- Musikken er høj, og hvis det var sådan hver eneste dag, ville det være et problem, men nu er det her et utroligt stort arrangement, og så må man nok finde sig i, at det vil støje lidt, siger politikommissær Henrik Glintborg fra Midt- og Vestjyllands Politi til Dagbladet Holstebro.

Musik til efter midnat

Spejderlejrens enorme størrelse gør, at der ofte er gang i musik og fest flere steder på én gang. Onsdag fortsatte den til efter klokken tolv.

- Når der er musik fra flere forskellige steder, kan det godt give et »mudret« lydbillede. Jeg var ude at vurdere situationen ved midnatstid, og der var ikke grund til at foretage sig noget. Jeg har også forstået, at de fleste naboer kunne forlige sig med musikken, når den nu stoppede klokken et, siger politikommissær Henrik Glintborg til Dagbladet Holstebro.