0. klasse går til håndværksfag: - Det er sjovt at hjælpe de voksne

På Naur-Sir Skole ved Holstebro har de et særligt fag på skoleskemaet for at give eleverne et indblik i håndværksfagene.

Eleverne i 0. klasse på nur-Sir Skole har håndværksfag på skoleskemaet.
Eleverne i 0. klasse på nur-Sir Skole har håndværksfag på skoleskemaet.
Foto: Kasper Riis Kristensen, TV MIDTVEST

På Naur-Sir Skole udenfor Holstebro er de også gået aktivt ind i kampen for at få flere fremtidige håndværkere, og her forsøger de at fange elevernes interesse allerede i børnehaveklassen. Her har børnene fået et helt nyt fag på skoleskemaet en gang om ugen, der hedder HFU; Håndværks-Forberedende-Undervisning.

- Det er jo lidt sjovt, det som de voksne godt kan lide at lave. Så kan børn jo også godt hjælpe de voksne, når man lærer det, lyder det eftertænksomt fra Silas Grynderup Lunde i 0. klasse.

I HFU laver børnene alt fra knagerækker til praktisk arbejde rundt om skolen. Skolen tror på, at et fag som HFU giver pote, og håber at andre skoler vil stjæle idéen.

- Det giver dem jo en større indsigt i, at det også kan være andet end bøger og skole, så de for eksempel ser, hvad det indebærer at være tømrer, siger viceleder på Naur-Sir Skole, Jens Ottosen, der selv står for dele af undervisningen i håndværkstimen.

- Jeg tror, at det på sigt ender med, at vi får flere, der søger en håndværksuddannelse, fordi vi får det tidligere ind i undervisningen, siger han.  

Se i indslaget herunder, hvor forskellige job eleverne i 0. klasse drømmer om at få:

1:46
På Naur-Sir Skole udenfor Holstebro er de også gået aktivt ind i kampen for at få flere fremtidige håndværkere, og her forsøger de at fange elevernes interesse allerede i børnehaveklassen. Her har børnene fået et helt nyt fag på skoleskemaet.