Ydmyg Kristian Jensen: - Jeg bliver libero

Kristian Jensen har fået rollen som libero i Venstres nye konstituering. En helt ny politisk tilværelse for politikeren, der stadig er mærket af et tumultarisk forløb.

Kristian Jensen skal være i den mere frie rolle som libero i Venstre.
Kristian Jensen skal være i den mere frie rolle som libero i Venstre.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Da Venstres folketingsgruppe torsdag morgen konstituerede sig, og fandt ud af, hvilke MF’er, der skal lave hvad, var der ingen ordførerskaber til Kristian Jensen.

Partiets tidligere næstformand bliver fremover det, man i fodboldens verden, kalder ‘libero’.

- Det betyder, at jeg får en mere fri rolle. I stedet for at være bundet til et bestemt ordførerskab, så bliver jeg sat til at løse opgaver i takt med at de kommer, siger Kristian Jensen.

TV MIDTVEST møder Kristian Jensen i de omgivelser, der på alle måder signalerer ‘forhenværende’.

Den tidligere skatte-, udenrigs- og finansminister - og detroniserede formand - har fået nyt kontor i den fløj på Christiansborg, som bliver kaldt ‘Ridebanen’. Det er småt og ydmygt indrettet - og noget ganske andet end det, venstremanden har været vant til.

- Den første opgave, jeg skal assistere med, er vedtagelsen af en klimalov, forklarer Kristian Jensen.

Det er en ny politisk tilværelse, der nu begynder for folketingsmedlemmet fra Herning, der siden 1998 har haft Christiansborg som sin arbejdsplads. Fremover er der ingen tunge politiske poster til Kristian Jensen. Ingen ordførerskaber.

Venstres tidligere nummer to kommer altså ikke til at spille nogen betydelig rolle.

Tid til lokalt fokus

Det er den nye gruppeledelse med partiformand Jakob Ellemann-Jensen der nu sætter holdet. Kristian Jensen fortæller, at han er afklaret. Han vil ikke stille sig i vejen.

- Jeg tror netop, med de tunge ministerier jeg tidligere har siddet på, så gør det ikke noget med lidt mere luft og tid til mere lokal politik, lyder det fra den Herning afrundede politiker.

Kristian Jensen er stadig påvirket af det tumultariske forløb, Venstre har været igennem. Han forklarer, at det skal bundfælde sig. Men midt i omvæltningen er der også noget positivt - fremover, vil Kristian Jensen få tid til i højere grad at prioritere Herning og Midt- og Vestjylland.

Kristian Jensen får altså tid til at huske, hvor han er valgt.

- Jeg kommer til at være mere til sted og bruge mere tid på at tage lokale sager op. Jeg har et godt netværk, og det vil jeg bruge til at rejse sager og problemer og se, om vi ikke kan få gjort det mere smidigt at være midt- og vestjyde.