X Factor-Nikoline hyldet på hjemstavnen: - Jeg er vildt overvældet

Hundredvis af fans ventede på Nikoline Steen Kristensen, da hun søndag besøgte Vildbjerg efter at have været i X Factor-finalen fredag aften.

Sørvad er ikke en by, der før i tiden fik synderligt meget opmærksomhed, men de seneste måneder har den alligevel fået en del omtale.

X Factor-finalist Nikoline Steen Kristensen kommer nemlig fra byen, og i dag blev hun hyldet tæt på hjembyen, da hun kørte gennem Vildbjerg i en åben sportsvogn.

Og det var ikke så få, der var kommet for at se hende.

- Jeg er vildt overvældet. Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige, siger Nikoline Steen Kristensen, der var ganske rørt af den store opbakning.

Selvom Vildbjerg ligger godt 10 kilometer syd for Sørvad, så føler de nemlig, at det er et af byens børn, der vender hjem.

quoteJeg har jo været inde i en X Factor-boble. At komme ud og vide, at der er så mange, der har støttet mig, det er jo mega vildt.

Nikoline Steen Kristensen, X Factor-finalist

Og en, der har glædet sig lidt mere end de fleste, er Sille Emil Jensen. Hun er nemlig stor fan af X Factor-stjernen, og derfor fik hun lov at interviewe hende til en livevideo på Facebook.

- Man får lidt sommerfugle i maven, men jeg glæder mig virkelig meget, siger Sille Emil Jensen med en anelse nervøsitets-rysten i stemmen.

Første spørgsmål åbner godt op for snakken: ”Hvordan var det at være med i X Factor?”

Det perfekte punktum

Og derfra glider det, som det skal, og de får vendt hele konkurrencen, som endte med en andenplads for sangerinden fra Sørvad efter en finale, hvor hun pludselig gik i sort midt i en sang.

- Jeg var lige væk lidt, jeg ved ikke rigtig, hvad der skete. Men jeg kom tilbage med ild ud af ukulelen, svævende på en gynge og syngende med Michael Falch og en af mine egne sange. Jeg stod på dommerbordet endda. Så det var det perfekte punktum, siger Nikoline Steen Kristensen.

Sille Emil Jensen stod for at interviewe X Factor-stjernen, da de gik live på Facebook under besøget.
Sille Emil Jensen stod for at interviewe X Factor-stjernen, da de gik live på Facebook under besøget.
Foto: Simon Hyllested, TV MIDTVEST

Hun er altså ganske tilfreds med sin præstation, og noget tyder på, at de også var glade i Vildbjerg. Hundredvis af fans stod nemlig med flag og rosende ord, da hun kom til byen i dag.

- Jeg har jo været inde i en X Factor-boble. At komme ud og vide, at der er så mange, der har støttet mig, det er jo mega vildt, siger Nikoline Steen Kristensen.

Det er naturligvis blandt andet den 17-åriges sangtalent, der har trukket mange fans, men det er ikke kun stemmen, der giver hende X-faktoren.

Det er nemlig også hendes personlighed, hvis man spørger en af de største fans.

- Hun er ligesom et forbillede for en, fordi hun bare springer ud i tingene, og jeg synes, hun er virkelig sej, siger Sille Emil Jensen. 


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Kultur.