Voldtægtsmand ville væk fra islamisk hjem

Den 17-årige mand, der er tiltalt for voldtægt af en 10-årig pige i Gullestrup, forklarede torsdag i retten, at han begik voldtægten for at slippe væk fra sit meget strenge islamiske hjem

Retten_i_Herning_ext_2_0.jpg

Den 17-årige mand var meget påvirket af situationen, da han torsdag ved retten i Herning skulle forklare, hvordan han havde forsøgt at voldtage en 9-årig og en 10-årig pige i november i en skov i Gullestrup.

Under hans forklaring begyndte han flere gange at græde.

Mens den 9-årige pige slap væk, lykkedes det for den 17-årige at gennemføre en form for seksuel aktivitet med den 10-årige.

I anklageskriftet står der, at den tiltalte "flere gange gennemførte samleje og analt samleje med hende". Det nægter den 17-årige dog. Han forklarede, at han kun tvang pigen til oral samleje.

Ville væk fra et islamisk hjem

Den 17-årige mand er af somalisk afstamning, og i retten forklarede han, at han forsøgte at voldtage de to piger, fordi han ville væk fra sit hjem - der var meget islamisk.

Hans mor var streng, og alting blev ham forbudt. Den 17-årige ville begå en forbrydelse, for at vise kommunen, at han havde behov for at komme væk fra hjemmet.

Ifølge den 17-årige var det tilfældigt, at forbrydelsen endte med at blive en voldtægt. Han kunne lige så godt have fundet på at lave et bankrøveri eller have slået nogen ned.

Manden var fuldt ud bevidst om, at begge piger var under den seksuelle lavalder.

Nægter sig skyldig i endnu en voldtægt

Udover voldtægten i Gullestrup er den 17-årige også sigtet for at have forsøgt voldtægt af en 18-årig pige i oktober i Herning midtby, samt truet hende med en kniv.

Det nægter han sig dog skyldig i. Han forklarede i retten, at han havde mødt pigen på en bar i Herning, og at hun frivilligt var gået med ham ned i en trappeskakt for at have sex. Han forklarede også, at han aldrig har truet hende med en kniv.

Den 17-årige forventes at få sin dom fredag.