Voldeligt overfald i Klovborg

To mænd blev tirsdag aften slået ned med en lommelygte i Klovborg. Politiet har anholdt fem personer for overfaldet.

Politi-Bil-Logo_0_0.jpg

Fem personer er anholdt, efter at to mænd fra Uldum tirsdag aften blev slået ned med en Maglite lommelygte på en adresse i Storegade i Klovborg. Den ene, en 34-årig mand, er nu indlagt til observation for hjernerystelse. 

Overfaldet skete lidt efter klokken ti, da manden dukker op på adressen sammen med en 31-årig mand. På det tidspunkt er der fem personer på adressen. Der opstår tumult, og en 36-årig mand fra Klovborg slår de to mænd med lommelygten. Den 31-årige slap uden skader.

Våben og narkotika på adressen

Politiet anholder kort efter overfaldsmanden og de fire øvrige personer, der befandt sig i huset. På to af de anholdte finder politiet amfetamin. På en tredje finder de en peberspray.

Midt-og Vestjyllands Politi formoder, at gæld kan være årsag til overfaldet. Den 36-årig har onsdag erkendt sig skyldig og bliver nu sigtet for grov vold.