Vistisen venter på svar: DF's EU-spidskandidat får kort affyringsrampe

DF mangler som eneste parti fortsat at udpege en spidskandidat til valget til Europa-Parlamentet. Anders Vistisen fra Herning vil gerne fortsætte.

Nuværende europaparlamentsmedlem Anders Vistisen fra Herning har for længe siden meldt ud, at han går efter at blive spidskandidat. Han ved endnu ikke, om han er købt eller solgt.
Nuværende europaparlamentsmedlem Anders Vistisen fra Herning har for længe siden meldt ud, at han går efter at blive spidskandidat. Han ved endnu ikke, om han er købt eller solgt.
Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Mens Morten Løkkegaard (V), Jeppe Kofod (S) og andre spidskandidater til det kommende valg til Europa-Parlamentet kan føre valgkamp, så ser tingene anderledes ud hos Dansk Folkeparti. Som det eneste parti har DF endnu ikke valgt en spidskandidat.

Da Morten Messerschmidt var DF's spidskandidat ved valget i 2009, blev han udpeget med over 300 dage til valget. Da han igen var spidskandidat i 2014, vidste han og vælgerne det et lille år før valget.

Valget i 2019 finder sted 26. maj. Så DF's næste spidskandidat får en meget kortere affyringsrampe.

Nuværende europaparlamentsmedlem Anders Vistisen fra Herning har for længe siden meldt ud, at han går efter at blive spidskandidat. Tilbage i juli måned stillede Anders Vistisen ligefrem et ultimatum til Dansk Folkepartis ledelse. Bliver han ikke valgt som partiets DF's spidskandidat, så forlader han politik! Han har derfor rykket DF-toppen for et svar, men uden held.

Beslutningen trækker ud 

Men DF-toppen meldte i september sidste år ud, at beslutningen først tages i 2019. Der gik meldinger på, at det ville blive i januar, men det skete ikke. Nu forventes beslutningen dog snart at komme.

Beslutningen skal formelt træffes på et hovedbestyrelsesmøde. Reelt er det dog partiformand Kristian Thulesen Dahl, der skal give grønt lys.

Folketingsmedlem og EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth (DF) er flere steder blevet nævnt som et godt bud på en spidskandidat. Det vil han dog hverken be- eller afkræfte.   

- Jeg er glad for at sidde i Folketinget, og det håber jeg at kunne fortsætte med, skriver Kenneth Kristensen Berth i en sms.

Messerschmidt har rekorden

Uanset hvad får DF's næste spidskandidat svært ved at hamle op med Messerschmidt. Ved valget i 2014 fik han 465.758 personlige stemmer, hvilket er det højeste antal personlige stemmer, der nogensinde er givet i Danmark.

Han slog Poul Nyrup Rasmussens (S) rekord fra 2004. Den tidligere statsminister fik dengang 407.966 personlige stemmer.

Messerschmidt stiller ikke på til Europa-Parlamentet denne gang. Han går efter at komme i Folketinget. Valget til Folketinget finder senest sted 17. juni.