Vindueskigger: Politiet får henvendelser fra utrygge og mistænksomme borgere

Den seneste henvendelse handler om en mistænkelig bil. Politiet har stor fokus på sagen.

Kvinde konfronterer vindueskigger i Herning.2
Foto: Privatfoto

En vindueskigger er på spil i Herning, og det skaber utryghed i byen.

TV MIDTVEST har fortalt om tre forskellige kvinder, der alle har haft grimme oplevelser med den mørkklædte person.

En af kvinderne fangede vindueskiggeren på video.

Lokalpolitiet i Herning arbejder intenst med sagen, og politiassistent Gert Svendsen fortæller onsdag, at der er kommet en ny henvendelse om en mistænkelig bil.

- Borgeren har følt, at bilen og personen, der kørte den, måske har forbindelse til sagen, siger han.

Han understreger dog, at politiet endnu ikke ved, om bilen har forbindelse til vindueskiggeren.

- Vi skal selvfølgelig se på, om det overhovedet hænger sammen, siger Gert Svendsen.

Manden beskrives af politiet som: En 'maskeret' mand i sort jakke og tørklæde op over næsen.

- Er der nogen, som har en idé om, hvem det er. Er der den mindste mistanke om, at nogen går og lurer - så hellere ring en gang for meget, end en gang for lidt, sagde Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning tirsdag til TV MIDTVEST.