Ville bestikke vidne med 100 gram hash

En formodet spritbilist, der natten til torsdag kørte galt, lovede et vidne 100 gram hash, hvis han blev hjulpet tilbage på ret kurs.

Haandjern-paa-politi_0.jpg

En 39-årig mand, der i påvirket tilstand kørte galt nær Bording, forsøgte tilsyneladende at komme fra ulykkesstedet på en lidt alternativ måde.

- Et vidne henvendte sig for at se, hvad der var sket. Han blev ifølge eget udsagn tilbudt 100 gram hash, hvis han hjalp føreren af bilen tilbage på vejen, forklarer politikommissær ved lokalpolitiet i Herning, Henning Præstegaard.

Vidnet mente, at føreren af bilen lugtede af alkohol, og han kontaktede derfor politiet. Men da patruljevognen nåede frem, var den forulykkede bilist flygtet fra stedet.

- Han var løbet ud over markerne, men patruljevognen havde heldigvis en tjenestehund med, så den satte efter ham.

Bidt i benet

Den sigtede, der ifølge politiet var påvirket af alkohol, nåede 600 meter væk fra ulykkesstedet, før politihunden indhentede ham.

- Ved anholdelsen opstod der tumult, fordi den sigtede modsatte sig anholdelsen. Hunden er trænet til at hjælpe føreren, og sigtede blev derfor bidt i sit venstre ben, forklarer politikommissæren.

Den 39-årige mand, der kommer fra Them, blev efterfølgende kørt til Regionshospitalet i Herning, hvor han fik taget blodprøve og undersøgt sit ben efter biddet. Der venter ham nu en håndfuld sigtelser:

- Han er blevet sigtet for spirituskørsel og diverse overtrædelser af færdselsloven, og så vil han formentlig blive tiltalt for at forlade stedet, slutter Henning Præstegaard.

Den 39-årige var anholdt i nogle timer, men er nu løsladt igen.