Villa brændt ned til grunden: Familie har mistet alt
Brandvæsnet formoder at branden er opstået i familiens køkken.
Ganske uvidende om, hvad dagen ville bringe, forlod en familie fra Lind, syd for Herning, sin bolig mandag morgen og tog på arbejde og i skole.
Kort tid efter stod deres hjem i flammer.
Det fortæller indsatsleder ved Brand & Redning MidtVest, Peter Kristensen.
- Vi kan se røgen, allerede da vi kører fra Herning, fortæller han. Det har bilister på motorvejen, som går nord for Lind også kunnet, mener indsatslederen.
Da brandvæsnet kommer frem er villaen i Lind i flammer, og Peter Kristensen kunne konstatere, at huset ikke stod til at redde.
Nabohus reddet
I stedet har brandvæsnet fokuseret på at redde nabohuset.
- Nabohusets tagkonstruktion har været truet. De to huse hænger ikke sammen, men når branden er så voldsom, så kan det ikke undgås at varmen vil påvirke nabohusene, forklarer indsatslederen.
Brandvæsnets formodning er, at branden kan være startet i køkkenet, før familien forlod huset mandag morgen kort før klokken 8.
Omkring en halv time efter kom en hundelufter forbi og opdagede, at huset stod i flammer og alarmerede brandvæsnet klokken 8.34, oplyser indsatslederen.
Men huset stod ikke til at redde.
Slukningsarbejde stadig i gang
Da brandvæsnet havde sikret nabohuset, gik slukningen af villaen i gang. Det arbejde er brandvæsnet endnu ikke færdig med.
- Men det er ikke rart. En dag, hvor vi ikke kan redde noget, er bare ikke rar, siger Peter Kristensen, som især tænker på familien, som han har talt med.
Selvom ingen var hjemme i hverken det pågældende hus eller nabohusene, så står indsatlederne nu med en familie, som har mistet deres hjem.
- Man kan jo godt forestille sig, hvordan det er at miste alt. De har kun det tøj, som de står i, tilbage, siger indsatslederen.