I dag er Vildbjerg Cup en af de største fodboldturneringer for ungdomsspillere i Europa.
10.000 spillere fordelt på 711 hold spiller fodbold med og mod hinanden. Men i 1979 var billedet noget anderledes, da bolden blev givet op til den allerførste cup.
- Vi havde ikke fantasi til at se, at det skulle udvikle sig på den måde her. Fra at være i den lille andedam og så til i dag, hvor der kommer folk fra stort set hele verden, det er utrolig imponerende, siger Poul Jørn Linnebjerg, der var med til at arrangere den allerførst turnering i Vildbjerg.
Dengang deltog 60 hold, der i alt spillede 112 kampe. I dag bliver der spillet 2.000 fodboldkampe på fire dage, og deltagerne kommer blandt andet fra USA, Taiwan og Saudi Arabien.