Vildbjerg Cup 2021 er aflyst

Vildbjerg bliver ikke fyldt med tusindvis af fodboldglade børn og unge i år. Krav og restriktioner gør det umuligt at afvikle Vildbjerg Cup, der normalt har besøg af næsten 20.000 gæster over fire dage.

Vildbjerg Cup havde i 2019 besøg af 10.000 spillere, ledere og træner, mens 9.000 søskende og forældre var forbi som gæster. (Arkiv)
Vildbjerg Cup havde i 2019 besøg af 10.000 spillere, ledere og træner, mens 9.000 søskende og forældre var forbi som gæster. (Arkiv)

I dag aflyses sommerens arrangementer på stribe, efter Folketingets partier undtagen Nye Borgerlige i nat blev enige om en genåbningsplan, der sætter begrænsninger for udendørs arrangementer med stående gæster.

Og det er ikke kun festivaler, koncerter og dyreskuer, der må aflyse sommerens begivenheder.

Vildbjerg Cup, der ifølge stævnets hjemmeside er en af Europas største fodboldturneringer for ungdomshold, har også lagt planerne om en 2021-udgave på hylden.

I en pressemeddelelse skriver arrangørerne, at de ikke i deres vildeste fantasi havde forestillet sig, at det ville blive nødvendigt at aflyse to år i træk. Men med restriktioner og påbud for større arrangementer er det ikke muligt at gennemføre fodboldstævnet i år.

Det er blandt andet krav om et maksimum af deltagere og opdeling i sektioner, der gør det umuligt for arrangørerne at afvikle turneringen, der i 2019 omfattede af 19.000 spillere, ledere, trænere samt forældre og søskende, skriver de i en pressemeddelelse.

Derfor ser de nu frem mod 2022, hvor de håber at vende tilbage med et brag af en fodboldfest. 

De forventer, at der også til næste år kan være krav og restriktioner for afholdelse af arrangementer med flere tusinde gæster. Derfor vil de nu tale med relevante myndigheder og forbund om, hvordan de sikre sig, at Vildbjerg Cup 2022 bliver en realitet.

Stævnet afvikles fra 28. til 31. juli næste år.