Vidne indstilles til dusør

Tirsdag formiddag hjalp et vidne politiet til at fange en røver blot ti minutter efter røveriet. Nu indstiller politiet vidnet til en dusør for særlig god indsats.

Politi_6.jpg

Tirsdag eftermiddag begik en kun 17-årig mand et røveri mod SuperBrugsen i Hammerum. Blot 10 minutter efter røveriet kunne politiet foretage en anholdelse takket være et ekstraordinær godt vidne.

Udpegede huset

Det 40-årige vidne, som er en mand fra Bording, sad ude i sin bil og ventede på at konen var i SuperBrugsen og handle, da han så en maskeret mand komme løbene ud fra brugsen med en kniv i hånden. Det fik vidnet til at følge efter røveren, og ringe 1-1-2. Da politiet kom frem kunne vidnet udpege det hus, som røveren var løbet ind i. Og straks derefter kunne politiet anholde røveren, der stadig havde både kniv og udbytte på sig.

Særlig påskønnelse

Det er ikke hver dag politiet støder på så gode vidner, og derfor er vidnet nu blevet indstillet til en dusør. Den indstilles til politidirektøren, som så skal tage stilling til, om dusøren også skal gives.

- Jeg tror aldrig, jeg har oplevet, at politidirektøren ikke uddeler dusøren, når den er blevet indstillet. Det er trods alt ikke en indstilling, vi smider om os med, siger Jeppe James Olsen fra Herning politi.

Om to uger vil det vise sig om vidnet får dusøren, som er et symbol på særlig påskønnelse.