Vidne i knivstikkersag: Så ung mand blive stukket i brystet

10 vidner afgav torsdag forklaring i retten. Flere af dem har set en mand med en kniv i hånden den pågældende aften.

Retten i Herning
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

10 vidner afgav i dag deres forklaring i retssagen, hvor tre mænd i alderen 27-30 år er tiltalt for forsøg på manddrab efter et knivstikkeri i Herning i marts. 

Flere af dem var netop ankommet til diskoteket Dansebar & Einstein den 10. marts, da der pludselig opstod tumult og slagsmål, som resulterede i, at tre personer blev stukket ned. Den ene af de tre kom så slemt til skade, at han var i livsfare og lå i koma i de efterfølgende dage.

Vidne: - Så ser jeg en trække en kniv

For et af vidnerne var det hans første tur i byen. Han var netop fyldt 18 år, og lørdag den 10. marts skulle han i byen på diskoteket med nogle venner, forklarede han i retten. Men pludselig opstod der tumult i en mellemgang. 

- En af mine venner trækker sig pludselig tilbage og tager sig til maven, forklarede vidnet i retten.

Da vennen efterfølgende lynede jakken ned, kunne de se, at han var fyldt med blod på maven. 

- Så ser jeg én trække en kniv og stikke M. i brystet, lød det videre fra diskoteksgæsten, der herefter fortalte, at M. væltede lidt rundt, før han faldt til jorden.  

Efterfølgende beskrev han i retten den person, som han mente havde ført kniven. En beskrivelse, der passer på en af de tre tiltalte.

Diskoteket Dansebar & Einstein dagen efter knivstikkeriet. 
Diskoteket Dansebar & Einstein dagen efter knivstikkeriet. 
Foto: Richard Gaarn Svendsen TV MIDTVEST

Vidne hørte råb om knivstikkeri

I formiddags vidnede en ung mand, der var på arbejde på Dansebar & Einstein den 10. marts. Han fortalte, at han netop havde taget imod en stor gruppe gæster, da en anden gæst pludselig kom op til gruppen og piskede en stemning op. 

Optrinnet blev droslet ned, men kort tid efter startede en ny overensstemmelse.

- Nu er der direkte slagsmål, forklarede manden i retten. 

Han forsøgte at få lukket en mellemdør og åbnet en nødudgang, fordi han gerne ville beskytte de gæster, der var indenfor og samtidig tænkte han, at politiet bedre kunne hjælpe, hvis han fik slagsmålet rykket udenfor. 

Han løb på et tidspunkt ud i entréen og bad garderobepigen ringe 112. Da han kom tilbage til dansegulvet, hvor slagsmålet foregik, forsøgte han at få et overblik. Og herefter hørte han én råbe:

- Fuck drenge, jeg er sgu blevet stukket med en kniv! 

Ifølge vidnet var manden blevet stukket i lysken. Vidnet ydede førstehjælp - især psykisk, og fik nogle af ofrets venner til at lægge pres på blødningen og snakke med ham, mens han selv ringede 112. 

Og så ser han, at der ligger en anden bevidstløs på gulvet. Det er angiveligt forurettede M, som blev hårdest såret. Først tror han, at han er blevet slået, men han finder senere ud af, at han er blevet stukket ned. 

Yderligere to vidner forklarede, at de også skulle have set en mand med en kniv i hånden under slagsmålet. 

Tiltalte nægter sig skyldige

De tre tiltalte nægter sig skyldige i hovedforholdene. De nægter at have stukket nogen ned, og de nægter at have startet det slagsmål, der opstod på diskotek Dansebar & Einstein den 10. marts. 

- I hovedforholdene nægter min klient sig skyldig i alle forholdene. Undtaget et mindre færdselsforhold, hvor man kører i en bil på Sjælland, forklarede forsvarer Finn Walther Petersen i går til TV MIDTVEST med henvisning til sin egen klient, der også er tiltalt for at have kørt bil uden førerret, og det erkender han altså. 

Derudover erkender en anden, at han kortvarigt har haft en kniv i hånden, men ifølge ham var det en, han fandt på jorden under tumulten, og den blev kun brugt til at true dem væk, som ville slås, forklarede han. Det er i øvrigt ikke den samme, som et vidne i dag har forklaret, der skulle have stukket M. ned.