Video: Danish Crown mere end halverer produktionen
Mistanke om svinepest tvinger Danish Crown til at sætte produktionen på svineslagteriet i Herning markant ned.
På en normal dag slagtes der 5000 svin på Danish Crowns slagteri i Herning. Men på grund af mistanke om svinepest er produktionen onsdag droslet ned til ca. 2000 svin.
Onsdag kl. 14 lukkede Fødevarestyrelsen slagteriet helt ned, men onsdag har man så fundet en løsning, hvor man kan opretholde en del af produktionen blandt andet til detailhandelen, oplyser pressechef ved Danish Crown, Jens Hansen, til TV MIDTVEST.
Det er 3. gang på 3 år at slagteriet lukkes ned på grund af mistanke om svinepest. Tidligere har det kostet slagterikoncernen 6-cifret pengebeløb, men pressechefen vurderer, at man slipper mere smertefrit denne gang.
Det er en gris fra en besætning på en gård nordøst for Silkeborg, der har sat gang i mistanken.
Fødevarestyrelsen forventer først at have det endelige prøvesvar klar senest torsdag morgen. Det betyder, at slagteriet først kan fortsætte dets almindelige produktion torsdag efter undersøgelsens resultat.
Ifølge Fødevarestyrelsen er svinepest ikke farlig for mennesker.