Vejbyggeri farligt for bilister

Flere alvorlige trafikulykker på den næsten færdige motorvejsstrækning mellem Holstebro og Herning rejser nu spørgsmål om sikkerheden.

En lastbilchauffør blev dræbt 4. september, da to lastbiler stødte sammen ved Sinding.
En lastbilchauffør blev dræbt 4. september, da to lastbiler stødte sammen ved Sinding.
Foto: Lasse Uttrup, TV MIDTVEST

Så sent som i lørdags stødte to biler sammen syd for Aulum, hvor motorvejsbyggeriet foregår lige op af den midlertidige hovedvej. 

- Der sker for mange ulykker, det skal ikke være nogen hemmelighed, og det gør der for øvrigt også på de øvrige sammenlignelige landevejsstrækninger. Det skal ikke være nogen hemmelighed, siger Henrik Glintborg, leder af færdselspolitiet i Midt- og Vestjylland. 

Tvis-vognmandsforretning kører på strækningen hver dag. Chaufførerne så gerne, at der blev gjort mere for at undgå farlige situationer.

- Den værste situation er, hvis der kommer folk, som ikke er stedkendt. De kan godt blive meget overraskede over, når der pludselig sker en ændring på vejen, fortæller Ove Nordskov, Indehaver, Tvis Vognmandsforretning.

17 uheld og ulykker

I 2017 har der indtil nu været 17 trafikuheld og ulykker på strækningen Herning - Holstebro. For en måned siden med dødelig udgang da en lastbilchauffør mistede livet på vejen ved Sinding.

- Mange mennesker kører jo den her strækning dagligt, man pendler, og så lige pludselig er der sket en ændring og man er kørt i sine egne tanker. Så er man lige det splitsekund for langsom til at reagere og så har vi ulykken, siger Henrik Glintborg, Midt- og Vestjyllands Politi. 

Om ulykker sker som direkte følge af byggeriet er usikkert, men det er noget vejdirektoratet tager alvorligt. Hos direktoratet tror de dog, at en stor del af ulykkerne skyldes uopmærksomhed og ikke dårlig skiltning.

- Hvis man overholder de hastighedsbegrænsninger, der er skiltet med, så vil man også tydeligt kunne se den vejledning, som afmærkningen skal give, mener projektleder i Vejdirektoratet, John Kjærgaard.

Motorvejsstrækningen mellem Sinding og Tvis åbner den 27. november. Hele motorvejen forvendtes færdig i 2018. 

2:17