Vandt VM - nu bliver unge iværksættere rollemodeller på film

De kan kalde sig både europamestre og verdensmestre. Nu skal tre unge iværksættere fra Herning inspirere andre til at kaste sig ud i iværksætteri.

2:20
Vinderne af VM i entreprenørskab skal være rollemodeller for andre unge.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Vi er på besøg hos de tre unge gutter bag firmaet Bubbles.

Ikke alt på kontoret er som det plejer at være i dag.

- Det er en meget anderledes og supersjov, spændende dag, lyder det fra direktør Nicklas Stokholm.

Han står lige midt i optagelserne til en film, som de tre iværksættere er med i.

Når interessen har samlet sig omkring de tre iværksættere fra Herningsholm Erhvervsskole, skyldes det, at de tre elever først vandt DM i entreprenørskab, siden EM og senest VM før sommerferien.

Nu skal de være rollemodeller for andre iværksættere, og filmen, som optages i dag, skal inspirere andre til også at tage springet som iværksætter.

- Rollemodel må jo betyde, at der er nogen, der lægger mærke til, hvad man gør, lyder det fra direktør Nicklas Stokholm.

Han er stolt over opmærksomheden, som dog ikke stiger ham til hovedet.

- Til hverdag er det ikke noget, man går og tænker på. Men hvis der er nogle, som ser én som rollemodel, og som kan lære noget af én, så er jeg altid åben for at kunne hjælpe eller bidrage på én eller anden måde.

- Det gælder jo om at kunne forvalte det ansvar bedst muligt, tilføjer han.

Det er Fonden for Entreprenørskab, der bringer de tre i fokus på film.

- Når de (red. andre unge) ser nogle som Bubbles, der står på scenen og stråler, så ved vi, det også kan inspirere rigtig mange andre til at gøre noget af det samme, siger Christian Vintergaard, direktør, Fonden for Entreprenørskab.

- Vi har valgt at lave den her film, fordi det er rigtigt vigtigt at have nogle rollemodeller indenfor iværksætteri. Og vi ved at teamet bag Bubbles har gjort det rigtigt godt, og vi tror på, at de kan være til stor inspiration for andre unge, som også går med en lille tanke om, at de måske kunne være iværksættere, mener direktøren.

De tre bag Bubbles har udviklet et system, der gør det muligt for elever med ADHD eller ADD at kunne deltage i undervisningen.

Fra dagens optagelser til filmen om Bubbles.
Fra dagens optagelser til filmen om Bubbles.
Foto: Karl Erik Lørup, TV MIDTVEST

Spørgsmål: Betyder det noget for jer at være rollemodeller? Skal I ikke bare lave business?

- Selvfølgelig skal vi lave business, men Bubless handler om at hjælpe andre og hjælpe børn især lige nu, og kan vi hjælpe andre unge også med at turde springe ud i det og være iværksættere og sparre og hjælpe hinanden, så tror jeg på, der ligger noget større i det, siger direktør for Bubbles, Nicklas Stokholm.