Utilfredshed med regions plan om nedlægning af busruter

I Region Midtjylland ønsker man at spare millioner på bustrafikken. Det går blandt andet ud over to ruter i Herning Kommune.

1:57
Efter ti år med stigende udgifter til den kollektive trafik, siger det midtjyske regionsråd stop. Politikerne vil spare millioner på busruterne
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

I Region Midtjylland skal der spares 35 millioner på busdrift, og i forvaltningen er man kommet med en forslag, der betyder, at der skal lukkes 17 busruter i regionen, hvis det godkendes. 

Blandt andet skal støtten fjernes fra to busruter i Herning Kommune. Det handler om Rute 11, der kører mellem Herning og Karstoft, og Rute 19, der kører mellem Herning og Fasterholt. Regionen Midtjylland vil stoppe støtten, da de kun kører internt i Herning Kommune. 

Det møder dog kritik i Herning Kommune. Her forstår 1. Viceborgmesteren ikke, hvorfor det pludselig er kommunen, der skal betale for busdriften. 

- Nu mangler de penge, og så siger de, 'Opgaven er der. Vi vil stadig godt have ruterne kørt, men kan I ikke betale i stedet for', og det er vi ikke så interesserede i, siger Kent Falkenvig, der udover at være viceborgmester også er næstformand i Teknik- og miljøudvalget. 

Det er ikke kun Herning Kommune, der kritiserer Region Midtjylland for deres prioritering. Også hos Landdistrikternes Fællesråd mødes planerne med skepsis. 

- Der er folk, der ikke har egen bil. Der er folk, der ikke er selvtransporterende, så derfor er det vigtigt, at man fastholder denne slags ruter, og det vil vi selvfølgelig opfordre Region Midtjylland til, siger Formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard. 

Kommunerne har frem til august mulighed for at komme med bemærkninger til ændringerne af køreplanerne.