Utilfreds FCM-back skifter til FC Nordsjælland

Mads Døhr Thychosen flytter fra det centrale Jylland til Farum. Højrebacken har fået en fireårig kontrakt.

Mads Døhr Thychosen har fået en fireårig kontrakt i FC Nordsjælland.
Mads Døhr Thychosen har fået en fireårig kontrakt i FC Nordsjælland.
Foto: fcn.dk

Superligaklubben FC Nordsjælland har forstærket sig med højrebacken Mads Døhr Thychosen, der er købt fri i FC Midtjylland.

Det oplyser de to klubber i hver sin pressemeddelelse, hvor det også fremgår, at Thychosen har underskrevet en fireårig kontrakt med FC Nordsjælland.

Han håber, at skiftet til FC Nordsjælland vil sikre ham fast spilletid og på sigt en kontrakt i udlandet.

- FC Nordsjælland ville mig rigtig meget, og jeg vil gerne udvikle mig yderligere.

- Jeg er sikker på, at FC Nordsjælland er den helt rigtige klub for mig på nuværende tidspunkt, og jeg håber, at jeg med tiden kan tage steppet op og gøre mig fortjent til en kontrakt i udlandet, siger backen i pressemeddelelsen fra FC Midtjylland.

Ikke overraskende

Det er ikke overraskende, at 22-årige Thychosen finder en ny klub, da han ved flere lejligheder har ytret, at manglen på fast spilletid har irriteret ham.

I midten af juli fortalte han til Herning Folkeblad, at han formentlig ville skifte i løbet af sommeren, og i sidste uge ytrede han over for tipsbladet.dk utilfredshed med, at han fik en masse ros, men ingen belønning i FC Midtjylland.

FC Nordsjælland har længe haft et øje til den unge back, fortæller sportschef Jan Laursen i en pressemeddelelse fra klubben.

- Mads er en spiller med kvalitet, vindermentalitet og stor dynamik, som vi har haft et godt øje til igennem længere tid, og derfor er vi naturligvis også glade for, at det kunne lade sig gøre at bringe ham til nu, siger sportschefen.

Skal knokle for nordsjællandsk spilletid

Thychosen skal blandt andre kæmpe med Mads Aaquist om spilletid i FC Nordsjælland. Aaquist har spillet højre back i sæsonens fire første spillerunder.

Tidligere i karrieren har Thychosen spillet ungdomsfodbold i Vejle Boldklub, og han var udlejet til AC Horsens i efteråret 2017.

Det er anden gang denne sommer, at de to klubber handler med hinanden. I juli skiftede den centrale forsvarsspiller Kian Hansen også fra Herning-Ikast-klubben til Farum-baserede FC Nordsjælland.

/ritzau/