Unge talenter fra VIA Design vækker jubel til modeugen

12 afgangselever fra VIA Design fik gæsterne til at juble, da de fredag eftermiddag viste deres kollektioner på Københavns Rådhus.

Et udsnit af kollektionerne fra unge VIA Design-talenter
Et udsnit af kollektionerne fra unge VIA Design-talenter
Foto: VIA.dk

700 gæster overværede VIA Designs modeshow, der var det sidste officielle show under Copenhagen Fashionweek.

Og det er med stolthed at Ingrid Søe, uddannelses- og forskningschef på VIA Design, nu sender de nyudklækkede designere ud i modebranchen.

- De designere, vi har set i dag, befinder sig fagligt på et meget højt niveau. De forstår at læse tidsånden, og samtidig formår de at skabe nogle kollektioner, hvor de viser, at de står på et solidt fundament af kreativitet, forretningsforståelse og ikke mindst dygtigt håndværk. At flere af dem har valgt at fokusere på gender-tolerance i deres designs viser, at de også matcher internationalt niveau, siger hun.

De afgangselever, der har designet no-gender-kollektioner havde fire modeller på podiet hver, mens de øvrige elever hver sendte tre modeller på catwalken.

Maibrit Vang Pedersen er en af de udvalgte VIA-studerende, og hun håber, at deltagelsen på modeugen giver hendes karriere et skub:

- Jeg synes, det virker mere seriøst, når jeg kan sige, at jeg har været en del af modeugen og prøvet at stå bag et show. Jeg er lige flyttet til Stockholm, hvor jeg skal i gang med at finde job, og jeg er sikker på, at det får mig til at fremstå mere professionel, at jeg har den her erfaring med mig, siger den udvalgte VIA-studerende.

VIA Design holder endnu et modeshow, hvor en gruppe udvalgte studerende viser deres kreationer frem. Det sker 25. februar på Aarhus Rådhus for flere end 500 inviterede gæster, oplyser VIA Design i en pressemeddelelse.