Ung indbrudstyv fanget midt i indbrud

I Herning blev en 21-årig indbrudstyv torsdag aften fanget, da han forsøgte at stikke af fra politiet. Hans makker slap derimod væk.

HerningPolitiEXT.jpg

En kvinde fandt torsdag aften terassedøren smadret i sit hus på Vølundsvej i Herning. Derfor kontaktede hun politiet, der hurtigt sendte en patrulje til stedet, mens kvinden ventede udenfor.

- Da patruljen nåede frem, kom to mænd løbende ud af huset og stak af. Betjentene satte efter og nåede at fange den ene af de to gerningsmænd, mens den anden slap væk.

Sådan fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands politi, Ole Vanghøj.

Den unge mand, der nu er varetægtsfængslet i fire uger, er asylansøger. Hans ID oplyste ifølge vagtchefen, at han kommer fra Tunesien. Hans makker kender politiet derimod ikke noget til.

- Vi håber, at nogen måske har set, at han har siddet og gemt sig et sted. Han er 180-190 cm høj og almindeligt bygget. Han har sort hår og var iført mørkt overtøj, forklarer Ole Vanghøj, der opfordrer eventuelle vidner til at kontakte politiet.

Da den 21-årige mand blev anholdt, havde han en taske, der indeholdt koster fra op til flere andre tyverier.

Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på tlf. 114.