Tre færdselsuheld i Herning med syv minutters mellemrum – to sket på motorvej

Ifølge Vejdirektoratet er der kø på Herningmotorvejen fra Ikast mod Herning.

Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

Flere færdselsuheld præger trafikken nær Herning onsdag morgen.

Der har således været tre uheld, som alle har eller har haft indflydelse på afviklingen af trafikken, oplyser vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Carsten Henriksen.

Det første uheld skete klokken 7:47 på Herningmotorvejen mellem frakørsel 40 Hammerum og det store motorvejskryds ved Herning. 

Uheldet skete, da en bil på motorvejen kørte op i bagenden på en forankørende bil. De to biler holder derfor i inderste vognbane.

Ifølge Vejdirektoratet betyder uheldet, at der er mere end en halv times ekstra køretid på strækningen mellem Ikast og Herning. 

Fire minutter senere – klokken 7:51 – modtog Midt- og Vestjyllands Politi endnu en melding om et uheld. Denne gang på Midtjyske motorvej i nordgående retning ved Messecenter Herning.

Det uheld skete, da en lastbil overhalede en personbil. Lastbilen trak ind, før den var helt forbi personbilen, hvilket betød, at lastbilen ramte personbilen, som efterfølgende snurrede rundt.

En passager fra personbilen melder om smerte i armen, men ellers er der kun sket materiel skade.

Der er ikke afspærret, men kørsel forbi uheldet skal ske med stor opmærksomhed.

Morgenens tredje færdselsuheld i Herning er sket på Vesterholmsvej i krydset ved Guldborgvej.

Her er ingen personer kommet til skade, og der er ifølge vagtchefen ryddet op igen.