Udvist studerende kan nu vende tilbage til Herning

Japanske Satomi Kobayashi, der mandag måtte forlade Danmark, fordi myndighederne ikke troede på hun var studerende, må nu vende tilbage til Danmark.

Satomi Kobayashi

Den 29-årige japanske studerende Satomi Kobayashi, som mandag forlod Danmark efter at være blevet udvist, fordi myndighederne ikke troede på, at hun var studerende, må nu vende tilbage til Danmark, det skriver Herning Folkeblad. Begrundelsen for udvisningen var bemærkelsesværdig, fordi Santomi Kobayashi selv havde betalt 100.000 kroner for sin uddannelse som designteknolog ved VIA Design i Herning, men det var altså i første omgang ikke nok til at overbevise myndighederne til at lade hende blive.
    
Men tirsdag fik sagen en lykkelig udgang for den japanske kvinde, her fik Satomi Kobayashi besked fra Styrelsen for International Rekruttering og Integration om, at hendes nye ansøgning om opholdstilladelse er blevet godkendt. Hun kan dermed vende tilbage til Herning og fortsætte sine studier på VIA Design i Herning.
    
Det var en lykkelig studerende, som Herning Folkeblad efterfølgende var i kontakt med i telefonen fra Tokyo.
    
- Jeg græd, da jeg fik at vide, at jeg skulle udvises, men da jeg fik nyheden i dag om, at jeg har fået opholdstilladelse, må jeg sige, at jeg også græd, men naturligvis af glæde, for jeg er godt nok glad. Det er helt fantastisk, og jeg er lykkelig. Efter de har fået de nye informationer om, at mit ønske om at sadle om skyldtes stress, har de vurderet, at jeg gerne må studere i landet. De spurgte, om jeg ønskede, at opholdstilladelsen skulle gælde fra nu af, og det svarede jeg selvfølgelig ja til, siger Satomi Kobayashi til Herning Folkeblad.
    
Styrelsen for International Rekruttering og Integration bekræfter over for Herning Folkeblad, at Satomi Kobayashi nu har fået sin opholdstilladelse og derfor kan vende tilbage til Danmark. 

3:12
TVMIDTVEST bragte 20. november et indslag om Satomi Kobayashis opholdssag