Udvist kosovar anholdt i stjålet bil

Natten til tirsdag blev en 46-årig mand fra Kosovo anholdt i en stjålet bil. Manden havde forvejen indrejseforbud i Danmark.

En 46-årig kosovar blev anholdt i en stjålet bil natten til tirsdag. Manden var i forvejen idømt indrejseforbud i Danmark. Han fremstilles i grundlovsforhør senere tirsdag.

- Han er fra Kosovo, og så har han indrejseforbud. Det er stort set det, jeg kan fortælle dig om ham lige nu, siger sekretariatsleder Bent Smedegaard fra lokalpolitiet i Herning.

Lige omkring midnat opdagede en patrulje den 46-årige i en bil på Fasterholtvej syd for Herning. Patruljen satte efter bilen, da den ikke standsede på første opfordring. 

Ifølge Bent Smedegaard gik der dog ikke mange meter, før den 46-årige kosovar holdt ind i et skovområde og forsøgte at flygte til bens fra stedet.

- Men det er en hundepatrulje, så hunden får fat på ham, og de anholder ham, fortæller Bent Smedegaard. 

Det viste sig efterfølgende at bilen var stjålet og at manden altså i forvejen var udvist og idømt indrejseforbud.

Senere tirsdag vil politiet fremstille manden i grundlovsforhør ved retten i Herning. 

- Bliver han dømt, så bliver det formentlig et endnu længere indrejseforbud, siger Bent Smedegaard.

Det har ikke været muligt at opklare, hvilken forbrydelse den 46-årige mand var idømt indrejseforbuddet for i forvejen. 


Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien 112.