Tyveri og slagsmål er hverdagskost: Nu har Fakta-butik ansat vagt og fjernet øl og vodka

En gruppe af skæve eksistenser skaber så mange problemer for Fakta på Vestergade i Herning, at butikken nu har ansat en vagt og fjernet de varer, uromagerne køber.

2:19
Tyveri og slagsmål er hverdagskost. Nu har Fakta på Vestergade i Herning ansat en vagt og fjernet øl og vodka

Noget måtte der gøres. For det er gået for vidt hos Fakta på Vestergade i Herning.

I forgårs begyndte en vagt. Nu fjerner butikken Brutalis, Dansk Pilsner på flaske, Vlakoff og Poliakov. Øl og vodka, der har en pris og/eller en alkoholprocent, som tiltrækker en gruppe af mennesker, som butikken er rigtig træt af.

- Det er alt fra verbale overfald og slagsmål til et øget antal butikstyverier, fortæller butikschef Jacob Høj til TV MIDTVEST og fortsætter:

- For en uge siden var der én, som kastede en Cuba Caramel (en bestemt slags spiritus, red.) efter mig, da jeg tog vedkommende i butikstyveri.

- Hvis vi ikke fokuserede på andet, kunne vi tage to-tre butikstyve om dagen.

Efter sommerferien fik personalet installeret overfaldsalarmer. Men de ubehagelige oplevelser er taget til de seneste tre uger.

Det er overfaldsalarmer som denne, personalet i Fakta-butikken er blevet udstyret med.
Det er overfaldsalarmer som denne, personalet i Fakta-butikken er blevet udstyret med.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Midlertidig varmestue på Markedspladsen

Almindeligvis har Blå Kors en varmestue på Bethaniagade. Et sted for mennesker, man med et pænt ord kalder skæve eksistenser; hvor alkohol- og stofmisbrug ikke er usædvanligt.

Men bygningen på Bethaniagade skal rives ned, så en ny kan bygges op. I mellemtiden er varmestuen per 18. december flyttet i et par barakker på Markedspladsen ikke langt derfra. Og endnu tættere på Fakta på Vestergade.

- Der er 15-20 skæve eksistenser. Når det er dårligt vejr, står de i læ i en tunnel, som er endnu tættere på butikken end barakkerne. De fester, råber og slås, men er tæt på butikken, når de skal købe øl og vodka.

- Når de står i køen i butikken og bliver utålmodige, begynder de at råbe og skræmme kunder og 16-17-årige ekspedienter, der sidder bag kassen om aftenen. Indimellem begynder de også at slås indbyrdes, fordi de bliver uenige om, hvem der skal betale, og hvem der skylder hvem penge, fortsætter Jacob Høj.

Han er med på, at der skal være plads til alle, og at det er vanskeligt at placere et værested til dem i et område, hvor de ikke generer omgivelserne, fordi de gerne vil være tæt på midtby og handlemuligheder.

Butikschef i Fakta på Vestergade, Jacob Høj.
Butikschef i Fakta på Vestergade, Jacob Høj.
Foto: Niels Bentsen, TV MIDTVEST

Så derfor forsøger han nu at holde dem fra døren ved at fjerne de bestemte drikkevarer, som de ofte køber.

- Jeg er nødt til at beskytte mig selv og mine ansatte.

- Vi skal have gjort noget ved det her, for ellers gider ingen at arbejde her. Inklusiv mig selv.

Har kontaktet politiet og kommunen

En midlertidig varmestue kan vel ikke være så stort et problem, tænker du måske. De skal jo også være et eller andet sted. Men ifølge butikschefen går snakken på, at den midlertidige løsning skal vare ved indtil 2022 eller 2023. Altså har han og personalet udsigt til de uroskabende kunder længe endnu.

Derfor har Jacob Høj også kontaktet politiet, som ifølge ham gerne må øge sin patruljering i området. Men problemet er større end som så, lyder svaret angiveligt. For mange klager.

Derfor har Jacob Høj da også sendt en klage til kommunen, da situationen for ham at se er uholdbar. For ham, personalet og de andre kunder.

Men han er skeptisk. For situationen er som en gordisk knude. De vil jo være i midtbyen. Nu forsøger han at holde dem væk ved ikke at sælge de varer, de kommer for at købe.