Tyve flygtede fra dyreklinik

Et indbrudsforsøg i en dyreklinik i Videbæk endte med en politijagt, der strakte sig helt til Skjern. En af gerningsmændene blev anholdt, mens den anden slap væk.

Politi-Aerme-Bil.jpg

Natten til lørdag fik politiet en anmeldelse om, at to personer var ved at bryde ind i en dyreklinik i Videbæk. Politiet satte kursen mod klinikken, men tyvene var stukket af.

Men det fik dog ikke politiet til at give op. De kørte efter de formodede indbrudstyve, og i en biljagt der strakte sig helt til Skjern, lykkedes det at få bilen standset. Det skriver aoh.dk

Flugten fortsatte

Selv om bilen var standset, fik det dog ikke indbrudstyvene til at overgive sig. Begge personer flygtede fra bilen. Endnu en jagt kunne gå i gang, og det lykkedes for politiet at fange den ene indbrudstyv. Den anden mand er stadig på fri fod.

Den anholdte er en 42-årig mand fra Tarm. Det er ikke første gang, at han er i kontakt med politiet. Han blev sigtet for indbruddet, men er nu løsladt igen.

Ifølge politiet fik de to tyve ikke noget med fra indbruddet, men det var sandsynligvis penge eller dyremedicin, som de forsøgte at stjæle.