Tre unge redder ældre dame fra at brænde inde

En hurtig indsats fra tre forbipasserende kan have reddet en ældre kvindes liv, da der tidligt lørdag aften var ild i hendes køkken. Indsatslederen roser den hurtige indsats.

Brand og Redning Midtvest
H P Hansens Vej 112, 7400 Herning
Telefon: 96 28 11 12
Brand og Redning Midtvest H P Hansens Vej 112, 7400 Herning Telefon: 96 28 11 12
Foto: Palle Mouritsen, TV MIDTVEST

De kunne lugte røgen og høre røgalarmen, da de gik forbi et hus på Ørnevej i Herning.

I stedet for at ignorere det, reagerede tre unge herningensere ved at undersøge huset.

- De kigger ind ad vinduet, og de kan se, at fjernsynet er tændt. De kunne ikke se nogen derinde, men de kunne se røg igennem  brevsprækken, fortæller Kim Wemmelund, som er indsatsleder ved Brand og Redning MidtVest.

Døren var låst, så de tre unge kunne ikke selv komme derind. Klokken 17:23 ringer de til alarmcentralen, og brandvæsnet er derude få minutter efter.

Stor ros for den hurtige indsats

En ældre dame, der bor i huset, bliver reddet ud og kørt på sygehuset. At hun stadigvæk har sit liv i behold, kan hun sandsynligvis takke de unges hurtige indsats for.

- Jeg tror, det har reddet hendes liv. Det, at de reagerer så hurtigt, gør, at branden ikke når at udvikle sig, siger indsatsleder Kim Wemmelund.

Røgen kom fra noget mad, der var brændt på i køkkenet, og ilden spredte sig ikke til mere end gryden.

Indsatslederen er lettet over, at det gik som det gjorde, og han roser de unges indsats.

- Det er fantastisk. Vi hører så tit om folk, der bare går forbi, og her har vi nogen, der rent faktisk reagerer. De fortjener al mulig ros, siger han.