Tre unge mænd anholdt – har malet mystisk graffititegn over hele Herning

De unge mænd har skrevet 'FUK' og 'FUK Mafia' med graffiti 37 gange i Herning, fortæller Midt- og Vestjyllands Politi.

Opdateret 17/4-2019 kl. 09.33

De tre mænd er løsladt igen men sigtet for hærværk. Desuden får de en bøde og et erstatningskrav, når omkostningerne af skaderne er gjort op.

    Tre unge mænd, to på 18 og en på 17 år, er blevet anholdt i P-kælderen ved Føtex i Herning tirsdag aften for at male med graffiti adskillige steder i byen.  

    Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.

    - Vi har anholdt dem for hærværk. De har malet 37 graffititags på fem forskellige steder. De har skrevet ’FUK’ og ’FUK Mafia’, fortæller vagtchef, Ralf Høgedal.  

    - De her tags kan også sagtens være malet flere steder, så det er vi selvfølgelig interesserede i at undersøge nærmere, lyder det.

    Politiet ser alvorligt på sagen

    Ifølge politiet er der på nuværende tidspunkt ikke klarhed over, hvad ’FUK’ og ’FUK Mafia’ præcist dækker over.

    Uanset hvad venter der et større oprydningsarbejde for at få graffitien fjernet igen, lyder det fra vagtchefen.

    - Vi ser med stor alvor på det her. Det kan være store værdier, der er blevet ødelagt for. Og det er omfangsrigt og dyrt at få vasket af igen, så der kan godt være et større erstatningskrav på vej mod de her knægte.

     - Det er også en af grundende til, vi gerne vil finde ud af, om der er malet flere af de her tags, siger Ralf Høgedal.

    Politiet skal nu afhøre de tre anholdte.


    Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien 112.