Travlt på borgerservice: Borgere skal have hjælp til MitID

Fremover vil MitID være førstevalget på offentlige selvbetjeningsløsninger, og det giver travlhed på Borgerservice rundt omkring i landsdelen.

Fra torsdag den 22. september er det MitID, der er førstevalget på offentlige selvbetjeningshjemmesider.
Fra torsdag den 22. september er det MitID, der er førstevalget på offentlige selvbetjeningshjemmesider.
Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson/Ritzau Scanpix

Når man fremover logger ind på offentlige selvbetjeningsløsninger som eksempelvis skat.dk, borger.dk og sundhed.dk vil MitID være den første mulighed, der møder 4,5 millioner borgere.

Overgangsfasen fra NemID til MitID går nemlig ind i en ny fase. Fra torsdag den 22. september er det nemlig MitID og ikke NemID, som man først møder, når man logger på de offentlige selvbetjeningsløsninger. 

Overgangen fra Nem- til MitID har været i gang siden oktober 2021, og siden da har 4,5 millioner danskere fået det nye digitale ID.

MitID er det nye 

Det vil dog stadig være muligt at bruge NemID til at logge ind med, men ifølge Adam Lebeck, der er vicedirektør i Digitaliseringsstyrelsen, skal borgerne til at vænne sig til at have MitID som førstevalg.

- Overgangen til MitID sker over en længere periode, hvilket betyder, at man stille og roligt kan vænne sig til at bruge sit nye ID, samtidig med at man stadig kan bruge NemID mange steder. Nu skifter vi det automatiske loginvindue, så man først møder MitID. 

- Med det vil vi opfordre til, at endnu flere vænner sig til at bruge sit MitID, frem mod at NemID udfases, fortæller Adam Lerbech i en pressemeddelelse fra Digitaliseringsstyrelsen.

Der er mange borgere, der ønsker hjælp til MitID i Herning Kommune, fortæller Pernille Schaltz, der er Biblioteks- og Borgerservicechef.
Der er mange borgere, der ønsker hjælp til MitID i Herning Kommune, fortæller Pernille Schaltz, der er Biblioteks- og Borgerservicechef.
Foto: Morten Løvig Nielsen, TV MIDTVEST

Travlhed på borgerservice

Selvom danskerne længe er blevet sat i udsigt, at der ville komme et skifte, er det først nu, at det virkelig kommer til at blive til en realitet.

For mange er det flere måneder siden de har oprettet deres bruger-ID, pinkoder eller adgangskode, og derfor har de lige nu travlt på kommunernes Borgerservice, da mange ikke kan huske, hvordan det nye digitale ID fungerer. På Borgerservice i Herning oplever de i hvert fald en stor efterspørgsel på hjælp til MitID.

- Vi har travlt lige nu. Rigtig mange har opdaget overgangen til MitID på de offentlige selvbetjeningsløsninger på de offentlige hjemmesider, og derfor har vi lidt ventetid, og faktisk mere ventetid end vi har haft før i Herning Kommune, fortæller Pernille Schaltz, der er Biblioteks- og Borservicechef i Herning Kommune.

Lige nu er ventetiden en måned, men der bliver løbende lagt tider ud, man kan booke, hvis man ønsker hjælp til MitID. Hvis man har akut brug for hjælp, kan man dog altid ringe, fortæller hun.

- Der er mange, der skal have hjælp til at oprette MitID, men der er også mange, der har fået det, men så kommer til at taste en forkert pinkode, og derfor skal have en ny aktiveringskode eller har glemt, hvordan man bruger MitID, fortæller Pernille Schaltz. 


Fra 2023 er det slut med NemID 

Hvis man endnu ikke har fået MitID, behøver man ikke at vente, til man får besked af sin bank. Man kan få MitID på MitID.dk, via sin bank eller MitID app.

Selvom det stadig er muligt at bruge NemID, så kan danskerne lige så godt begynde at vænne sig til, at MitID er det nye. Fra 31. oktober 2022 er det nemlig slut med NemID på net- og mobilbankløsninger eksempelvis, og i den kommende tid vil man opleve, at der er færre og færre muligheder for at bruge NemID.

NemID lukker endeligt den 30. juni 2023.