Tove får ny slags kræftbehandling - og det er bedre end kemo

Lungekræften udvikler sig ikke længere hos Tove Jensen efter immunterapi, der er en ny behandlingsform uden de samme bivirkninger som kemoterapi.

Tove Jensen fra Kibæk fik konstateret lungekræft for to og et halvt år siden.

Hun blev først behandlet med kemo uden den store succes, men nu er hun snart færdig med immunterapi, som er den nyeste form for behandling.

quoteKræften har ikke udviklet sig i den periode, jeg har fået behandlingen. Det er fantastisk.

Tove Jensen, kræftpatient

- Det tåler ingen sammenligning. Kemoen hjalp ikke på selve canceren, og jeg blev meget dårlig af det. Det gør jeg ikke af det her. Jeg er træt, men det er det eneste, siger hun.

Desuden har den nyeste behandling, som får hendes eget immunsystem til at genkende kræften og gå til angreb på den, haft en stor effekt på sygdommen.

- Kræften har ikke udviklet sig i den periode, jeg har fået det. Det er fantastisk. Så det har en meget, meget god virkning på mig og giver nyt håb, siger Tove Jensen.

Under behandlingen bliver Tove Jensen tilbudt frugt og kaffe. I stolen ved siden af sidder Jørn Larsen, som får samme behandling med immunterapi.
Under behandlingen bliver Tove Jensen tilbudt frugt og kaffe. I stolen ved siden af sidder Jørn Larsen, som får samme behandling med immunterapi.
Foto: Richard Gaarn Svendsen, TV MIDTVEST

Ikke klar til at dø

I stolen ved siden af Tove Jensen på sygehuset i Herning får Jørn Larsen fra Ans den samme behandling.

Han fik konstateret lungekræft for fem måneder siden, og han er, lige som Tove Jensen, glad for, at kemoen hurtigt blev skiftet ud med immunterapi.

- Kemoenterapien var træls og hård ved mig. Det slog maven ud, og jeg fik kvalme og blev træt. Det her mærker jeg ikke videre til, siger han.

Han håber, at det kan være med til at give ham mange gode år endnu.

- Jeg ved jo ikke, om jeg har to måneder eller tre år tilbage. Jeg håber, det her hjælper, for jeg er ikke klar til at lægge mig til at dø i dag eller i morgen, siger Jørn Larsen.

Lever med lungekræft

For 10-15 år siden var det stort set lig med en dødsdom, hvis man fik konstateret fremskreden lungekræft. Sådan er det ikke længere.

Dobbelt så mange er i dag i live fem år efter, de fik sygdommen - det vil sige tyve procent.

Forskning og nye behandlingsmetoder som immunterapi betyder, at langt flere patienter i dag lever med lungekræft lige som Tove Jensen.

- Jeg forsøger ikke at tænke så meget over det og forsøger at have en så normal tilværelse som muligt og gode oplevelser med børn, børnebørn og veninder. Jeg lever med det i dag, siger hun.

Hvert år får knap 4.700 danskere konstateret lungekræft.

For 10-15 år siden var det stort set lige med en dødsdom, hvis man fik konstateret aggressiv lungekræft. Sådan er det ikke længere.

Læs flere artikler fra Herning eller i kategorien Sundhed.