Tilbagevendt Rilwan Hassan: Det var fedt

Rilwan Hassan var tilbage i Superligaen efter otte måneders skadepause, og det var med mål i støvlerne.

Rilwan Hassan
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Ritzau Scanpix

FC Midtjylland vandt søndag aften 3-0 over gæsterne fra Vendsyssel FF - blandt andet efter et mål af indskiftede Rilwan Hassan.

Den nigerianske kantspiller har ikke spillet superligafodbold i otte måneder, men i søndagens kamp var han tilbage for de danske mestre fra FC Midtjylland og endda med en scoring.

Hovedpersonen selv var glad og tilfreds med sin tilbagevenden efter at have været ude i så lang tid.

- Det var fedt at være tilbage efter så lang tid med skader. Jeg dedikerer mit mål til mine fans og mine holdkammerater, siger han.

Hassan har haft skadesproblemer i så lang tid, at han måtte se på, da FC Midtjylland vandt guld og efterfølgende spillede store europæiske kampe. Det gjorde ondt, fortæller han.

- Det har været træls. Jeg står og ser på, hver gang de andre spiller. Det er svært, da jeg altid tænker, at jeg skal på banen og hjælpe mit hold.

- Sådan er det nu engang. Jeg kommer tilbage igen, og jeg håber, at jeg kan levere, som jeg gjorde her til aften, siger han.

Stort sult

Sulten for at komme tilbage i en stærkere udgave er bestemt til stede hos den nigerianske kantprofil.

- Jeg har været sulten på træningsbanen, jeg træner hårdt, og i aften fik jeg scoret, siger han.

FCM-træner Jess Thorup var også glad for at se Rilwan Hassan tilbage på banen.

- Vi har kæmpet sammen med ham i de seneste mange måneder, og han er den, der har kæmpet mest.

- Det er hans fortjeneste, at han kom på banen her til aften. Det rører mit hjerte, at han fik kampens største bifald, da han kom på banen.

- Han er en af vores egne, og det er som, at vi har fået en ny spiller med hans tilbagevenden, lyder det fra Thorup.

/ritzau/