Tamilsk forening vil samle folk: - Det er passende at lave en mindehøjtidelighed

En frivillig dansk-tamilsk forening laver mandag eftermiddag mindehøjtidelighed for ofrene for terrorangrebet på Sri Lanka.

En mindehøjtidelighed i Herning er på sin plads, mener Saranki Sivanathan.
En mindehøjtidelighed i Herning er på sin plads, mener Saranki Sivanathan.
Foto: Privatfoto

Sorg og medfølelse. Det er det, dansk-tamilsk informationscenter vil vise foran rådhuset i Herning mandag klokken 15. Her opfordrer de nemlig alle borgere til at møde op, tænde et lys og mindes de døde og bede for de overlevende ved terroankrebet på Sri Lanka.

- Det er en stor sorg, og det var et chok at vågne op til den nyhed – derfor synes vi, det er passende at lave en mindehøjtidelighed, siger Saranki Sivanathan, der er sekretær i dansk-tamilsk informationscenter, Herning.

Det er et årti siden, der blev erklæret fred på Sri Lanka, efter 26 år med borgerkrig. Derfor vækker weekendens terrorangreb dårlige minder for mange tamilere, og flere har brug for at mødes.

- Der er rigtig mange tamilere, der har mistet livet, og der er tre børn herfra, der har mistet livet, så vi vil vise, vi synes, det er sørgeligt, og vi vil mindes dem, siger Saranki Sivanathan.

Hun har selv flere familiemedlemmer, som bor nord for Colombo, hvor angrebene fandt sted. Dem har hun endnu ikke fået kontakt med.

- Vi kan ikke ringe til dem eller skrive til dem, så vi håber bare, de ringer snart, siger hun.

Socialdemokraten Annette Lind deltager i mindehøjtideligheden i Herning mandag. Hun er, i forbindelse med sit politiske arbejde, kommet i de tamilske kredse igennem flere år, og derfor har hun nu flere tamilske venner. Men hun kommer også især for at mindes de tre børn, der er omkommet på Sri Lanka.

- Det er så forfærdeligt – tænk at se sine børn dø. Jeg har selv mistet en bror i en trafikulykke – jeg begyndte nærmest at græde, siger hun.

Den tamilske forening har, blandt andet på deres Facebookside, opfordret borgerne i og omkring Herning til at mødes foran rådhus i Herning klokken 15.