Sygehusene i Holstebro og Herning har Danmarks mest tilfredse patienter
Hospitalsenhed Vest er netop blevet kåret til at have landets mest tilfredse patienter af Dagens Medicin.
Er man patient på et af de sygehuse, der hører under Hospitalsenhed Vest, er der stor sandsynlighed for, at man tager tilfreds hjem igen.
Hvert år kårer sundhedsmediet Dagens Medicin Danmarks bedste hospitaler og afdelinger, og her scorer sygehusene i Herning, Holstebro og Ringkøbing topkarakter med 100 ud af 100 mulige, når man kigger på, hvor tilfredse patienterne er.
- Jeg er pavestolt af, at patienterne kvitterer for, at de oplever, at mødet med os er helt i top. Det vidner om et overskud og et engagement hos personalet, hvor blikket på patienten har første prioritet, selvom der kan være travlt også med forberedelserne af den forestående flytning til Gødstrup, siger Ida Götke, der er sygeplejefaglig direktør hos Hospitalsenhed Vest.
Topvurderinger i seks kategorier
Dagens Medicin har også lavet en samlet faglig vurdering af landets hospitaler. Blandt de mellemstore hospitaler ender Hospitalsenhed Vest på en fjerde plads med 91,6 points – kun 0,01 point efter Horsens på tredjepladsen.
Til gengæld score Hospitalsenhed Vest topkarakter i seks af de i alt 36 underkategorier, der vurderer hospitalernes faglige niveau. Urinvejskirurgisk Afdeling i Holstebro, der behandler prostatakræft, er for femte gang i træk Danmarks bedste lige som fødeafdelingerne i Holstebro og Herning også for femte gang er landets bedste.
- Vi anerkender selvfølgelig dem, der scorer godt i undersøgelsen, men vi bruger den også til at se på, hvor vi ikke scorer så højt og kan forbedre os, siger Birgitte Ostersen, der er kvalitetschef hos Hospitalsenhed Vest til TV MIDTVEST.
Hospitalsenhed Vest har i alt fået seks førstepladser, og det er blevet fejret med hospitalsledelsen, der har været rundt på afdelingerne med Quality Street til medarbejderne.
Viborg og Silkeborg også i toppen
For 7. år i træk har Dagens Medicin kåret Regionshospitalet i Silkeborg som Danmarks bedste mindre hospital, mens sygehuset i Viborg får andenpladsen i kategorien med Danmarks bedste mellemstore hospitaler.
- Det er helt fantastisk godt gået, at hospitalet i Silkeborg år efter år hiver førstepladsen hjem. Det skyldes, at hospitalets medarbejdere har fat i noget helt rigtigt, siger hospitalsdirektør Thomas Balle Kristensen fra Hospitalsenhed Midt, som sygehusene i Viborg og Silkeborg er en del af.