Svømmeguld på dybt vand efter dopingtest

Den russiske svømmer Yulia Efimova er blevet testet positiv for doping efter EM-sejre i Herning. Sølvvinder Rikke Møller Pedersen overtager måske guldet.

svoemmeguld.jpg

Den russiske svømmer Yulia Efimova blev i oktober testet positiv i en dopingprøve og det kan få betydning for Rikke Møller Pedersen fra Herning Svømmeklub. Det skriver den russiske avis Vedemosti fredag.

Både guld og sølv på spil

Rikke Møller Pedersen endte bag russeren ved flere af konkurrencerne ved EM i Herning i december. Får Efimova frataget sin guldmedalje i 200 meter bryst, kan den i stedet tilfalde Rikke Møller Pedersen. I 100 meter bryst kan Pedersens bronzemedalje blive forfremmet til sølv.

Har indrømmet kosttilskud

Yulia Efimova er ifølge det russiske medie blevet testet positiv for det forbudte stof dhea. Svømmeren har indrømmet at have taget kosttilskud, og hvis kommende prøver beviser, at hun har forbrudt sig mod reglerne, risikerer hun en karantæne på to år.