Suveræne Blue Fox får stryg på isen i Rødovre

Tre sejre i træk blev afløst af et sjældent nederlag, da Herning var på besøg i Rødovre i Metal Ligaen.

Herning Blue Fox angrebstrio
Foto: Morten Thomsen TV MIDTVEST

Herning Blue Fox troner forsat ganske suverænt på førstepladsen i Metal Ligaen, selv om herningenserne søndag løb ind i et nederlag.

Det skete ude mod Rødovre Mighty Bulls, der tog oplagt imod og vandt opgøret 3-1.

Sejren sendte Rødovre på 84 point, hvilket rækker til tredjepladsen efter Aalborg Pirates.

Der var stillingskrig i det meste af første periode, indtil Sebastian Bergholt et halvt minut før tid bragte hjemmeholdet foran 1-0.

Anden periode bød ikke på scoringer, men de kom i tredje periode, der var næsten otte minutter gammel, da gæsterne fik reduceret i powerplay ved Christian Silfver.

Rødovre slog dog tilbage efter fire minutter, da Morten Andreasen bragte hjemmeholdet foran 2-1, inden Jonas Sass fem minutter før tid sikrede sejren.

Rungsted Seier Capital vandt hjemme 4-2 over Herlev Eagles fra den tunge ende af ligaen.

Rungsted ligger nummer seks med 78 point, mens Herlev på tiendepladsen stadig har ti point mere end bundproppen Hvidovre.

Senere spiller Frederikshavn White Hawks mod Sønderjyske.

/ritzau/