Sur smiley: Regn på kontoret og svampelignende vækster hos Herning Kommune

Arbejdstilsynet er langt fra tilfredse med det syn, der mødte dem, da man besøgte Hjælpemiddeldepotet i Herning. Fugten har ikke givet problemer for borgerne.

Arbejdstilsynet har fundet flere tegn på et fugtigt miljø. Billederne viser blandt andet skimmel i et kældergardin.
Arbejdstilsynet har fundet flere tegn på et fugtigt miljø. Billederne viser blandt andet skimmel i et kældergardin.
Foto: Arbejdstilsynet

De ansatte, der skal udlevere rollatorer og kørestole til borgere med nedsat funktionsevne i Herning Kommune, færdes blandt fugtige vægge og rapporterer om gener i halsen, der bunder i store problemer med fugt.

Det vurderer Arbejdstilsynet, der har set nærmere på Hjælpemiddeldepotet, der står for de hjælpemidler, der bliver leveret og udleveret til kommunens borgere. 

Ifølge tilsynet viser det sig, at den kommunale bygning har så store problemer med fugt, at "de ansatte ikke er sundhedsmæssigt fuldt forsvarligt sikret mod udefra kommende fugt".

Det fremgår af den sure smiley, som Arbejdstilsynet for nylig har tildelt på baggrund af et besøg i april. 

- En ansat oplever symptomer som gener i halsen, tilstoppet næse og tunghed i hovedet, når den ansatte er på arbejde. Symptomerne aftager på fridage, skriver tilsynet blandt andet i det påbud, som TV MIDTVEST har fået aktindsigt i.

Arbejdstilsynet hæfter sig blandt andet ved, at de ansatte færdes på stedet i otte timer om dagen.

- Fugt og mikroorganismer kan sprede sig i bygningsværket til andre arbejdsrum. Mikroorganismer kan være sundhedsskadelige og føre til irriterede øjne, næse og luftveje, hovedpine, træthed og allergiske reaktioner. Vi lægger vægt på, at en ansat oplever symptomer af den karakter, konkluderer Arbejdstilsynet. 

Håndværker er bestilt

Ifølge Arbejdstilsynet gælder fugtproblemerne for en række af de lokaler, der hører til Hjælpemiddeldepotet på Wedellsborgvej i det nordvestlige Herning. 

Derfor har tilsynet givet kommunen et påbud om at sikre gangarealer, de to administrationskontorer, depotrum i stue- og kælderetagen, pauserum og ekspeditionen er forsvarligt isoleret mod udefrakommende fugt.

Under besøget har Arbejdstilsynet desuden fået oplyst, at "det regner ind på lederkontoret og i ekspeditionen", samt at "der flere gange har stået blank vand på gulvet i kælderen i forbindelse med slagregn". 

Problemerne har ifølge René Jørgensen, afdelingsleder i Kommunale Ejendomme ved Herning Kommune, været kendt siden begyndelsen af marts. Derfor tog man allerede samme måned kontakt til en håndværker, der skulle løse problemerne med fugt.

- Man har tilsyneladende talt forbi hinanden, men nu skulle der gerne ske noget. Vi får det kigget igennem, så det er, som det gerne skulle være, forsikrer driftslederen. 

Ifølge René Jørgensen har fugten ikke haft nogle konsekvenser for kommunens borgere. Alligevel ærgrer han sig over påbuddet fra Arbejdstilsynet.

- Vi forsøger at holde et fornuftigt vedligeholdesesniveau - også for vores kolleger og medarbejdere, siger han. 

René Jørgensen oplyser, at man i løbet af uge 29 vil få besøg af en håndværker, der skal sikre, at bygningerne lever op til de krav, som Arbejdstilsynet stillet.

Man vil blandt andet sikre, at der kommer naturlig ventilation. 

Forholdende skal være bragt i orden senest 15. september.