Supersygehus ramt af påbud og forbud fra Arbejdstilsynet

Supersygehuset i Gødstrup er kommet i Arbejdstilsynets søgelys.I alt er der siden nytår blevet givet 16 strakspåbud og forbud på byggepladsen.

Gødstrup Sygehus
Foto: Arkiv

En arbejder monterer stillads i 30 meters højde uden at være sikret mod at falde ned. Det er en af de farlige opgaver, som Arbejdstilsynet har opdaget under byggeriet af et nyt supersygehus i Gødstrup.

I alt er der siden nytår givet 16 strakspåbud og forbud på byggepladsen. Stilladsfirmaet er en af de virksomheder, som har fået besked på omgående at indstille arbejdet. Det skriver Fagbladet 3F.

 

I øjeblikket arbejder der omkring 130 håndværkere i Gødstrup. Miljøkonsulent Flemming Hansen fra Byggegruppen i 3F synes umiddelbart, at 16 forbud og påbud lyder af forholdsvis mange.

- Det er jo de alvorlige overtrædelser, hvor der kan være fare for liv og helbred, siger Flemming Hansen.

 

En del af de ansatte på pladsen er udlændinge. Derfor har Arbejdstilsynet efter politiske krav besøgt stedet ekstra meget.

- Når vi kommer flere gange, så opdager vi mere, siger tilsynschef Rikke Aagaard fra Arbejdstilsynet.

 

Flere af sagerne i Gødstrup handler om, at ansatte er i fare for at styrte ned og blive dræbt. En arbejder monterede kantbegrænsning på et betondæk uden nogen som helst beskyttelse mod at falde 13 meter ned. Her stoppede den tilsynsførende også arbejdet.

Siden starten på byggeriet er der sket 10 arbejdsulykker i Gødstrup. Det oplyser projektchef Michael Hyllested. Han leder byggeriet på vegne af Region Midtjylland.

- Vi havde gerne set, at de involverede entreprenører havde fået færre forbud og strakspåbud, siger Michael Hyllested. Der vil komme flere håndværkere på pladsen i den kommende tid. Derfor fortsætter vi med at præcisere kravene over for entreprenørerne.

 

Flere af strakspåbuddene og forbudene er givet til en af de udenlandske entreprenører. Det overrasker ikke miljøkonsulent Flemming Hansen.

- De udenlandske firmaer har somme tider en anden tilgang til sikkerhed. Så må de lære på den hårde måde med forbud og strakspåbud og eventuelt også straffesager og bøder, siger Flemming Hansen.

 

Tilsynschef Rikke Aagaard har gennemset stakken af forbud og strakspåbud. Hun genkender problemer fra andre byggepladser.

- Byggeri er en risikofyldt branche. Derfor er det godt, at vi har mulighed for at give de store byggepladser ekstra opmærksomhed, siger Rikke Aagaard.

I Gødstrup skal alle nye på pladsen gennemgå et virtuelt sikkerhedskursus.

 

2:37
Byggepladsen ved det nye supersygehus i Gødstrup er kommet i arbejdstilsynets søgelys. Siden årsskiftet har arbejdstilsynet givet 16 strakspåbud og forbud på byggepladsen.