Stort show tager konsekvensen: Aflyser allerede nu i 2021

Danish Air Show bliver aflyst for anden gang. Arrangørerne har valgt allerede nu at trække stikket i planlægningen af showet i 2021 på grund af corona.

Foto: Johanna Geron/Reuters/Ritzau Scanpix

Normalt holder Flyvevåbnet Danish Air Show hvert andet år, for at vise fly og helikoptere frem for befolkningen. En begivenhed, som plejer at trække over 100.000 gæster til.

Derfor blev showet aflyst i år og rykket til 2021 i stedet. Men som situationen ser ud i dag, tør arrangørerne ikke længere tro på, at det kan afholdes næste sommer.

Derfor har de taget konsekvensen og aflyst arrangementet, så de ikke når at planlægge for meget.

På deres hjemmeside skriver de:

'Vi holder ikke Danish Air Show i 2021. På grund af usikkerheden om Covid-19 og muligheden for at gennemføre et arrangement med 120000-130000 mennesker i 2021, aflyser vi nu Danish Air Show 2021. Selvom der ganske vist er lang tid til den 20. juni, hvor situationen kan være - og forhåbentligt er - en anden, så vælger vi ikke at bruge ressourcer på det meget omfattende planlægningsarbejde, som ellers skulle begynde nu.'

01:00:00

TV MIDTVEST 17/6 - 2018: Hvert andet år holder Flyvevåbnet Danish Air Show på én af vores tre flyvestationer i Karup, Skrydstrup eller Aalborg for at vise, hvad de laver både herhjemme og ude i verden. Vi sender et sammendrag fra opvisningen i Aalborg.

Luk video

Selvom showet nu er aflyst for andet år i træk, så satser de på at vende stærkt tilbage, men indtil da, skal man altså være heldig for at få flyene at se.

'Vi afventer bedre tider til den slags arrangementer, og i mellemtiden håber vi, at I får et glimt af vores aktiviteter på himlen af og til.'