Stor sejr til Herning-Ikast i EHF Cuppen

København Håndbold fik en håndboldlektion af Siofok, mens Herning-Ikast tog en klar sejr over norske gæster.

Helene Fauske scorede otte mål for Herning-Ikast (arkivfoto).
Helene Fauske scorede otte mål for Herning-Ikast (arkivfoto).
Foto: sportxpress/Ritzau Scanpix

Mens Odense hentede to EHF Cup-point med hjem fra Ungarn, fik København Håndbold ikke et ben til jorden, da holdet var på besøg i selvsamme nation søndag eftermiddag.

De københavnske håndboldkvinder blev klædt af og tabte 23-36 til sidste sæsons EHF Cup-vindere fra Siofok KC, der førte 17-13 ved halvtid.

Siofok, der aktuelt er nummer tre i den ungarske liga, blev båret frem af den spanske playmaker Nerea Pena, der lavede 11 mål på 14 forsøg og blev kampens suveræne topscorer.

Mia Rej lavede syv mål for københavnerne, men det var slet, slet ikke nok til at true den ungarske overmagt.

Til gengæld havde Herning-Ikast mere succes i samme turnering, da holdet hjemme besejrede norske Storhamar med 34-27.

Midtjydernes fem norske spillere havde formentlig en fornøjelig kamp, hvor landsmændene blev sendt hjem med et klart nederlag.

En af Herning-Ikasts nordmænd, Helene Fauske, blev sit holds topscorer med otte mål, men også den blot 18-årige bagspiller Emilie Steffensen imponerede med fem scoringer på syv forsøg.

/ritzau/