Stor rift om kolonihavehuse: Kun ét til salg ud af 808 i landsdelen

Sidste år var der ikke mange, der holdt sommerferie i udlandet, og meget tyder på at i år kommer til at ligne 2020. Derfor er der stor rift om kolonihavehusene, hvor man kan komme lidt på ferie alligevel.

Rasmus Burkarl har haft mange gode oplevelser i sit kolonihavehus, og noget tyder på, at mange ønsker det samme.
Rasmus Burkarl har haft mange gode oplevelser i sit kolonihavehus, og noget tyder på, at mange ønsker det samme.
Foto: Mia Ostenfeld, TV MIDTVEST

Et hus på 23 kvadratmeter med en dertilhørende grund på 300. Det lyder ikke af meget plads, men kolonihaver af den slags er i øjeblikket særdeles eftertragtede.

Spørger man otte foreninger her i landsdelen med i alt 808 kolonihavehuse, er der kun et enkelt ledigt. Og det er Peter Kjær fra Herning ude at kigge på.

- Jeg er kommet for sent et par gange, så det er faktisk den første, jeg kigger på, siger han til TV MIDTVEST.

Den nuværende ejer af kolonihaven hedder Rasmus Burkarl, og han kan godt forstå, at der er rift om de små fristeder.

- Vi har to børn, og vi bor i en lille lejlighed, så vi har jo brug for at få dem sat på græs. Nu skal den videre til næste person, der kan nyde godt af den, siger han til TV MIDTVEST.

Det kommer ikke som en overraskelse for ham, at efterspørgslen på kolonihavehuse ligesom med sommerhusene er stor.

- Folk er usikre på, om de kan rejse, og så er en kolonihave et godt projekt og et godt sted at have til at nyde sommeren, siger Rasmus Burkarl.