Stigende grundvand giver problemer – flere får deres ejendomme oversvømmet

Den gennemsnitlige nedbør i Danmark er de seneste 150 år steget med 20-25 procent – svarende til 100 millimeter.

Ejeren her har mere end almindeligt svært ved at sidde i sin havestol uden at få våde fødder.
Ejeren her har mere end almindeligt svært ved at sidde i sin havestol uden at få våde fødder.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Selvom man ikke kan se vandet direkte, så er det der. Især hos Herning Vand kan de mærke det. De får flere og flere våde bekymringer.

- Grundvandet stiger. Grundvandsspejlet stiger, og det giver en lang række udfordringer forskellige steder, siger Benny Nielsen, der er afdelingsleder hos Herning Vand.

En af dem, der oplever den direkte konsekvens, er Erik Anders Jensen. På hans grund i Silkeborg er vandstanden steget så meget, at han ikke længere kan bruge dele af grunden.

Derfor kalder han på løsninger.

- Der skal komme nogle løsninger, så vi kan få vores ejendomme tilbage igen. For det her er kort og godt uholdbart, siger han.

Sådan ser Erik Anders Jensens have ud.
Sådan ser Erik Anders Jensens have ud.
Foto: Morten Thomsen, TV MIDTVEST

Følg andres eksempler

Hos Herning Vand har Benny Nielsen et forslag til, hvordan man kan komme problemet om det stigende grundvand til livs.

- Det, vi kan se, der kan være en god idé, er, hvis man gør som for eksempel vandselskaberne i Holland, får den opgave at håndtere det stigende grundvand – altså at dræne det væk, siger han.

Og den idé kan få politisk opbakning.

Hvordan fordeles regningen?

Det er Venstres forsyningsordfører, Carsten Kissmeyer, der ikke vil afvise, at man skal finde en løsning som den, Benny Nielsen taler om.

- Jeg tror, at det kan være en god idé, hvis vandselskaberne løser udfordringen. Spørgsmålet er bare, hvordan regningen fordeles. Der er også konkurrenceaspekter i det her. Nogle steder er der rigtig store vandforbrugende virksomheder, som på en eller anden måde også kan komme i vanskeligheder. Så det er spørgsmålet: Hvem skal betale regningen?, siger Carsten Kissmeyer.

Før det dog kan komme på tale, kræver det en lovændring. Og det skal først diskuteres, siger Carsten Kissmeyer.

"Der sker intet"

For Erik Anders Jensen i Silkeborg er det dog tom luft, når politikere snakker om at ændre hans situation.

Det har de nemlig gjort flere gange, uden at der er sket noget.

- Det har efterhånden stået på i så lang tid, at man trækker på skuldrene og tænker, at der ikke sker noget, uanset hvad vi gør, siger han.

I Danmark anslås det, at mindst en million husstande i fremtiden vil få problemer med grundvandet.

2:08
Landsdelen er ved at drukne i vand. Den gennemsnitlige nedbør i Danmark er de seneste 150 år steget med 20-25 procent - Det svarer til 100 millimeter.Og det betyder at grundvandet står så højt, at det giver udfordringer flere steder.